Stormfuld debat om VE anlæg i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 18/06/2024 14:21

RETTET torsdag, 20. juni. I den første version stod der, at borgmesteren var blevet personligt fornærmet - dette var ikke korrekt og er blevet rettet. Aars Avis beklager fejlen. 

VESTHIMMERLAND: Hvis blæsten går frisk over Limfjordens vande var den nærmere stormstyrke over fastlandet til borgermødet om VE anlæg i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø mandag aften.

Repræsentanter fra Bio Circ og borgmester Per Bach Laursen kom flere gange i modvind fra de omkring 400 fremmødte borgere på mødet, der drejede sig om planerne om en energipark i området mellem Haubro, Vester Hornum og Farsø.

Bliver projektet realiseret i sin helhed, vil der være op til 27 vindmøller på 185 meter og derudover 630 ha. solceller fordelt på en række adskilte delområder indenfor energiparkområdet. Hertil kommer de 60 ha. solceller og seks vindmøller, som opføres af Wind Estate, og som allerede er godkendt af Byrådet.

Det vil i så fald være en at de absolut største i hele Danmark.

Der blev fortalt om billig fjernvarme, gratis strøm og grønne puljer på nogle millioner kroner, men gulerødderne virkede ikke rigtig på borgerne, der i stedet gav med lidt pisk, da de fik lov at stille spørgsmål.

En tilhører koblede sin computer til storskærmen for at vise en række billeder fra området, og da dirigenten ville stoppe ham, fordi "det var der ikke tid til", fik han adskillige vrede tilråb fra tilhører rækkerne, og borgeren fik lov til at vise sin præsentation.

Enkelte kaldte endda borgmesterens håndtering for en svinsk måde at behandle borgerne på, og tonen nærmede sig iblandt det uacceptable.

Der var tydeligvis flest modstandere, og der var bifald til alle indspark, der var kritiske overfor projektet.

- Det ville være mere troværdigt, hvis de var ærlige og sagde, det ikke bliver pænt med alle de vindmøller og solceller. Der var en fra BioCirc, tror jeg det var, som gud hjælpe mig sagde, at det ville blive helt skovagtigt, bare fordi man etablerer 10 rækker træer, det har ikke noget med skov at gøre. Politikerne fi kat vide, det er en svinsk måde at behandle borgerne på, sagde en borger, som ville være anonym. Aars Avis er bekendt med identiten.

Der er høringsfrist for projektet torsdag 27. juni.

Kommentarer
Poul Therkelsen

Vi har igen og igen erfaret, at BioCirc har ganske alvorlige problemer med at tale sandt. I Ringsted påstår de at "være ved at have aftaler på plads med relevante naboer". Dette er mildt sagt bevidst usandt. Flere naboer med skel til deres anlægsplaner - nogle (bl.a. jeg selv) har flere hundrede meter i skel og direkte op stil solcelleplanerne og med vindturbiner på absolut minimumsafstand (eller derunder) - har end ikke modtaget nogen kontakt med henblik på forhandling. At sige, at BioCirc taler bevidst usandt må derfor vist være en meget, meget blid formulering. Disse mennesker er ganske enkelt ikke ærlige.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"