Danmarks hyggeligste byfest har hjemme i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/09/2024 09:00

KIMBRERFEST: Gæsterne til Kimbrerfesten er de allervigtigste.

Alle de frivillige, komiteen bag og de mange mange virksomheder og håndværkere, der giver en hånd med eller låner en maskine ud, skaber rammerne, men det er gæsterne - 17.000 af dem i 2023 - som skaber festen. Og det er gode gæster fra et stort område af Nord- og Midtjylland, som kommer for at have det sjovt og hyggeligt, måske få en pind i øret og lære nogle nye mennesker at kende.

- Det vigtigste for os og vigtigere end at få et stort overskud er, at folk har en hyggelig fest. At de kan slappe af og bare have det sjovt, og vi lever op til vores motto om at være Danmarks hyggeligste byfest, siger Martin Dahl.

Tivoliet er ved at være klart, teltene ditto og pånær en enkelt undtagelse kan gæsterne næsten forvente “same procedure” som sidste år.

- Vi skal have et ‘food court’ i år. Vi har lejet en tipi på 130 kvm., hvor Himmerlandskøkken og Zab Zab Thai har åbent. Vi prøver at se, hvordan det fungerer. Det er også for at prøve lidt nyt, ligesom vi sidste år lavede vores Hawaii bar. Den blev en succes, så den er med igen. Vi ser hele tiden på, hvor vi kan gøre tingene lidt bedre for vores gæster, siger Martin Dahl.

Høj sikkerhed
En af de mange ting, som Kimbrerfesten gør rigtig godt, er sikkerheden på festpladsen.

Med så mange tusinde gæster vil der altid være nogle, som ikke lige kan opføre sig ordentligt, holde igen med temperamentet eller har stoffer med.

Men antallet er så lavt, at politiet ikke kan se, hvad mere Kimbrerfestkomiteen kan gøre.

- Det er et godt offentligt arrangement. Vi vil selvfølgelig være til stede både med civilt og uniformeret personale. Der kommer ikke store og alvorlige sager fra Kimbrerfesten. Der kan måske opstå lidt skænderier og nogle, få som har stoffer med, og så er vi til stede, men generelt er det en god og rolig byfest, siger Jesper Fredsgaard, fung. politikommissær og leder af bl.a. nærpolitistationen i Aars.

Politiet er dog kun sidste led i sikkerheden, for den har komiteen også et stort fokus på.

- Vi har vagter på, og alle os frivillige holder også øje, men der vil altid være nogle få.

Vi får kæmpe ros fra politiet, og de siger også, at Kimbrerfesten er en rolig fest for dem. Der er aldrig ballade, og hvis der er optræk til det, er vi lynhurtige til at få det stoppet, og så er det bare ud fra festpladsen.

Vi har nultolerance overfor stoffer eller slagsmål, men 99,99 procent af vores gæster kommer heldigvis bare for at hygge sig sammen med alle de andre, siger Martin Dahl.

Fest for 500
Den gode stemning til Kimbrerfesten har andre end Vesthimmerland fået øje på, og der kommer folk langvejs fra for at være med til Kimbrerfesten.

- Vi strækker os bredt. Vi ved der kommer nogen fra Aarhus og Horsens til Aars, og der kommer også folk fra nord for fjorden, og så tror jeg også, at vi trækker folk fra hele Himmerland. Helt ude fra Øster Hurup hvor jeg lige har været til Open Air, og jeg hørte nogen sige, de skulle til Kimbrerfest, siger Martin Dahl.

En masse glade mennesker, god musik, revy, tivoli, god mad og god stemning er alle vigtige ingredienser for succes, og så kommer der en mere - priserne på mad og drikke.

De må ikke være for høje, og det er der fokus på hvert år, så alle kan være med.

- Jeg plejer at sige, at du kan få en fest for 500 kroner. Så kan du komme ind på festpladsen og få noget god mad og noget at drikke.

Du kan nok ikke drikke dig fuld, hvis det er det, du vil, men for de penge kan alle få en god fest, og det er helt bevidst, vi holder priserne på et fornuftigt niveau, for Kimbrerfesten skal være for alle.

Som jeg har sagt før, det vigtigste for os er at give alle en god fest, siger Martin Dahl.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"