Fra politiets døgnrapport

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 03/09/2024 14:32

Tragisk uheld

ved Haubro

HAUBRO: En 82-årig mand fra Aars afgik ved døden, da han sent lørdag eftermiddag forulykkede på sin invalidescooter på Løgstørvej lidt nord for Haubro.

Han kørte ad cykelstien, men væltede ned ad en fem meter høj skrænt.

Han blev erklæret død på stedet.

Brand i Suldrup

SULDRUP: En beboer på Himmerlandshave i Suldrup blev reddet ud, da der opstod brand fredag, 30. august klokken ni om aftenen.

Det var en hjemmehjælper, der var på arbejde i en bolig overfor plejecentret, der fik slået alarm. Beboeren blev indlagt til observation for røgforgiftning.

Trailertyv taget

AARS: En trailer læsset med plæneklipper og kanttrimmer blev mellem fredag aften og lørdag morgen stjålet på Jyllandsgade i Aars. Søndag blev tyven standset af politiet på Søttrupvej ved Aars med traileren spændt efter en bil.

Der er tale om en 32-årig mand fra Aars, der erkendte tyveriet af traileren, og der er efterfølgende indgået en aftale mellem ham og ejeren om, at det hele skal returneres.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"