Blære Idrætsuge er klar med nye aktiviteter i år

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 17/07/2024 09:40

Der holdes også fast i de traditionelle indslag for børn og voksne

BLÆRE: På søndag 21. juli tager Blære Idrætsforening hul på den årlige idrætsuge, som også er en byfest med alt hvad der hører sig til af aktiviteter, underholdning, samvær og hygge.

Det er fysiske og sociale aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. I år er der et par nye af slagsen med. Det er “Legestue for 0 til 1-årige” i minihallen torsdag, 25. juli og “Aktiv i natten” for børn på 5. til 9. klassetrin fredag, 26. juli.

Men alle de traditionelle, populære aktiviteter som Blære Idrætsuge er kendt for, arrangeres også i år.

Byens sportsplads, Blære Forsamlingshus og minihallen er ramme om aktiviteterne, og overskuddet anvendes til at opretholde og udvikle aktiviteter i Blære Idrætsforening.

Borgerne mødes
Idrætsugen, eller byfesten, i Blære er stedet hvor borgerne mødes, udfordrer hinanden eller hygger sig. Idrætsugen er også anledning til at fraflyttede borgere vender tilbage til Blære for at mødes med familie, gamle venner eller skolekammerater.

Der lægges stille og roligt ud søndag morgen med det store kaffebord til dart, kroket og petanquespillere som skal deltage i turneringer i løbet af dagen.

Kaffebordet er hvert år et stort tilløbsstykke, og er med til at ryste deltagerne sammen inden turneringerne som spilles i og omkring klubhuset.

Dartturneringen er for alle og gennemføres efter “først til mølle”- princippet. Der kan maksimalt være 40 deltagere.

Mandag, 22. juli bliver der familieleg og bålhygge om eftermiddagen. Det foregår ved multibanen og på legepladsen, og er et gratis arrangement for småbørnsfamilier. Lidt senere åbner festpladsen med madbod, tombola og hoppeborg.

Aftenens store aktivitet er det traditionsrige bilorienteringsløb. Det er et løb hvor alle kan deltage, og som i år er arrangeret af familien Warming.

Havetraktortræk
En aktivitet som hvert år samler mange deltagere er havetraktortræk. Det finder sted tirsdag, 23. juli ved Blære Ny Stadion. Palle Larsen og Hobro Pullingteam arrangerer, og landbrugsbedriften Warming Holstein har sponseret årets pokaler.

Havetraktortrækket omfatter også en lokal cup for børn mellem 8 og 13 år.

Tirsdag afsluttes med en gåtur eller løb, og udendørs yoga for alle med den lokale træner Louise Svejstrup.

Onsdag, 24. juli gør arrangørerne klar til legeland og sjove aktiviteter for de yngste og til en spilleaften med udendørs paddeltennis, krocket, krolf og petanque, men også brætspil, kortspil, dart og bordfodbold i festteltet og i forsamlingshuset.

Samme aften arrangerer Andreas Møller Michelsen og Co. fodboldturnering på Blære Stadion. Det plejer at være et tilløbsstykke både når det gælder spillere og publikum.

Efter turneringen synges aftensang og der hygges med kaffe og kage inden tæppet går for premiereforestillingen på Blære Revyen, som opføres i forsamlingshuset. Revyen spilles også fredag aften 26. juli, men der er ingen garanti for at det er en gentagelse af premiereforestillingen. Der kan sagtens være tilføjet noget nyt...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"