Bankopenge til unge fodboldspillere i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 17/07/2024 09:31

Overraskelse: Donerede 25.000 kr. mere end der var søgt om

AARS: Foreningen AIKs Venner tjener mange penge ved at holde bankospil hver torsdag på Kimbrerkroen i Aars.

Overskuddet skal ifølge formålsparagraffen anvendes til gavn for de unge fodboldspillere i Aars Idrætsklub, og siden foreningen blev oprettet i 1974 er det blevet til omkring 1,6 mio. kr.

- I torsdags kunne vi ved bankospillet overrække et beløb til Aars Idrætsklubs fodboldskole og til de unge spilleres deltagelse i Vildbjerg Cup, siger formanden for AIKs Venner, Henning Christensen.

Og det blev en aften med en overraskelse. Idrætsklubben havde søgt om 50.000 kr. i tilskud til den netop afviklede fodboldskole og til deltagelse i Vildbjerg Cup, men da Henning Christensen ved bankospillets begyndelse ville overrække en check på beløbet til centerleder Simon Lyngsø, opdagede han at der ved en fejl var skrevet 75.000 kr. på checken.

- Så I får 75.000 kr. i stedet for 50.000 kr. Vi tror, at I kan finde et formål i Aars Idrætsklub, at bruge pengene på, så det kan gavne ungdomsspillerne, sagde Henning Christensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"