Vi har kun to ledige boliger tilbage i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 19/07/2023 08:00

Foreningen håber, at kunne igangsætte nybyggeri snart

AARS: Mængden af ledige boliger hos Aars Boligforening er historisk lav.

- Vi har aktuelt kun to ledige lejemål i Aars, siger boligforeningens direktør Brian Larsen.

Boligforeningen har gennem årene haft mange på venteliste til en lejebolig, og altid haft en række nye boliger i pipelinen. Men lige nu er der stilstand på byggefronten i Aars. Der arbejdes dog med flere nybyggerier i Farsø, Blære, Hornum og Haverslev.

Aars Boligforening har to udfordringer. Foreningen mangler grundkapital til flere boliger i Aars, og så savnes en finansieringsskitse fra Landsbyggefonden.

- Vi er meget langt med et nyt projekt i Himmerlandsgade 38, hvor vi gerne vil opføre 16 nye boliger. Vi har fået lov til at rive den gamle bygning ned. Men vi afventer en redegørelse fra Bolig- og Planstyrelsen, som Landsbyggefonden skal bruge for at kunne give den sidste tilladelse, forklarer Brian Larsen.

Redegørelsen er efterspurgt på landsplan hos alle Danmarks boligforeninger, der arbejder med renoveringer.

Håbet var for få uger siden, at redegørelsen ville ligge klar til sommerferien. Det skete ikke, men direktøren har dog fået lovning på, at det sker meget snart.

Så snart det sker, er boligforeningen klar til at kontakte byggefirmaer og finde en pris på byggeriet.

- Vi har besluttet at vores bygning - det tidligere elværk - der ligger bag frontbygningen til Himmerlandsgade 38, skal rives ned og erstattes af nybyggeri. Men vi kan ikke gå i gang før alle formaliteter er på plads, forklarer Brian Larsen.

Det eksisterende byggeri består af 14 lejligheder. De otte er udlejet, resten står tomme, fordi boligforeningen venter på godkendelsen.

Det fine gamle byggeri, der egentlig var en industribygning, er desværre ramt af fugtproblemer. Derfor er det nødvendigt at bygge nyt.

- En del af den gamle bygning er bygget ind i skrænten. Det er der fugten opstår. Det betyder, at vi vil rykke den nye bygning lidt ud fra skrænten, så vi undgår fugtproblemer fremover, forklarer Brian Larsen.

Brian Larsen ser gerne, at tingene går hurtigere.

- Det er lidt tungt i det politiske system, men det er sådan det er. Modsat kommer politikerne med rigtig mange penge til renoveringen, så det er værd at vente på, fastslår han.

Der er mange indviklede regler i denne type sager. Blandt andet, at der er tale om renovering, selv om huset rives ned og der bygges nyt.

- Det kaldes en renovering. Årsagen er, at hvis det koster mere end 65 procent af prisen på et nybyggeri at renovere, så må vi gerne rive ned og bygge nyt, og stadig modtage tilskud til renovering, uddyber Brian Larsen.

Kommentarer
kenneth

synes det er mærkligt de siger de kun har to ledig bolig

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"