Vesthimmerlands Kommune: Palliativt afsnit hører til på Farsø Sygehus

Af Redaktionen, Onsdag, 27/12/2023 09:20

Men nu er der overvejelser om en flytning til Aalborg

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune ser med stor alvor på Region Nordjyllands overvejelser om at flytte det udadgående palliationsteam og sengeafsnit for lindrende behandling fra Farsø Sygehus til Aalborg.

Det palliative tilbud på Farsø Sygehus består af et Sengeafsnit for Lindrende Behandling samt et udadgående palliationsteam, der yder uhelbredeligt syge patienter en højt specialiseret støtte, pleje og lindring. Der ydes også en støttefunktion til familien og som en vigtig faglig sparring til kommunens sygepleje, så døende borgere får den bedst mulige pleje og lindring i livets sidste fase.

Derfor ser byrådet i Vesthimmerland sammen med sygeplejens faglige medarbejdere og ledelse med stor alvor på Region Nordjyllands overvejelser om at flytte det udadgående palliationsteam og sengeafsnittet for lindrende behandling til Aalborg fra Farsø Sygehus.

Et planforslag som Regionsrådet aktuelt kan blive præsenteret for med formålet om at skabe effektiviseringer med baggrund i den økonomiske situation som Region Nordjylland befinder sig i. I en effektiviseringsanalyse af palliationsområdet forerslås det at lukke de seks pladser på Farsø Sygehus. Vesthimmerlands Kommune understreger dog, at intet endnu er besluttet.

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), og formanden for Sundhedsudvalget, Asger Andersen (A), siger samstemmende om de eventuelle planer:
- Vi ser med stor alvor på overvejelserne om at flytte det udadgående palliationsteam og sengeafsnit for lindrende behandling fra Farsø til Aalborg. Det meget tætte og vigtige tværgående samarbejde om komplekse plejeforløb, der i dag er, er meget vanskeligt og ikke mindst unødvendig at erstatte. En flytning af teamet og sengeafsnittet til Aalborg vil derfor medføre et betydeligt kvalitetstab for døende borgere i Vesthimmerlands Kommune og i Himmerland – både fagligt og menneskeligt.

I Vesthimmerlands Kommune var der byrådsmøde torsdag, 21. december. Her var overvejelserne om lukning sat på dagsordenen som et bekymringspunkt.

Kommentarer
alice simonsen

Vi skal beholde dette afsnit på Farsø sygehus så at vi ældre kan besøge vores pårørende der har vi en mulighed for at køre selv der er parkerings pladser og så kan vi undgå alle de bøder vi får i ålborg

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"