Slået med flaske på Kimbrertorvet i Aars - politiet søger vidner

Af Ture Damtoft, Fredag, 23/08/2024 09:21

AARS: Langt de fleste er nok klar over, at der i lang tid har været klager og politianmeldelser over de skiftende grupper af unge, som opholder sig på Kimbrertorvet i Aars og jævnligt er til gene for naboerne med høj musik, gassende knallerter og hærværk. 

Torsdag kl. 17.22 kom der endnu en anmeldelse om det, men anmeldelsen kl. 20.47 fra en af de unge selv var langt mere alvorlig.

En 16 årig dreng fra Gistrup syd for Aalborg var blevet slået med en flaske i baghovedet. 

Optakten skulle ifølge anmelderen, en 18 årig mand fra Skanderborg, og den 16 årige have været et slagsmål på grund af et skænderi, hvor der blev uddelt først lussinger, så knytnæveslag og til sidst altså et slag med en flaske i baghovedet. 

Politiet søger nu efter to endnu ikke navngivne personer, som der kun er givet en vag beskrivelse af - i stil med grå hættetrøje og tatovering på halsen. 

- Det fremgår ikke af anmeldelsen, om det var et internt slagsmål. Hvis der er vidner, vil vi gerne høre fra dem på 114 eller politi.dk. Nogen ved formentlig, hvem der er tale om. Det bliver noget mere alvorligt end et almindeligt slagsmål, når der bliver slået med en flaske. Den 16 årige blev tjekket, men det var ikke alvorligt, siger politiassistent ved Nordjyllands Politi i Hobro, Hans Henrik Sørensen. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"