Ny Bølle-Bob medley afsløres i Hornum

Af Ture Damtoft, Onsdag, 11/09/2024 08:00

HORNUM: Hvis ikke alle allerede gør det, så burde de kende sangene i Bølle-Bob universet, som i sin tid havde sit udspring fra Hornum.

Det må i det mindste være de fleste, gammel som ung og ung i sjælen, som kan sangene fra Bølle-Bob.

Det var ikke til at vide, dengang i 1970erne, at skoleelever fra Hornum Skole skulle blive Danmarkskendte.

De indsang en række numre, skrevet af musiklærer på Hornum Skole, Gunnar Geertsen, og som endte med at blive en landeplage på den gode måde.

Gunnar Geertsen var også medstifter af Kimbrergarden i Aars, og det er derfor helt naturligt, at Kimbrergarden bliver involveret i den nye medley.

- Jeg har længe haft et ønske om, at vi kunne genoplive nogle af sangene, så jeg har fået vores dirigent i Kimbrergarden, Thomas Ingemann, til at arrangere en Bølle-Bob medley. Det sker med økonomisk støtte fra Spar Nord, og med tilladelse fra Gunnar Geertsen, så nu bliver det en realitet, siger Jesper Gregersen fra Kimbrergarden.

Bølle-Bob medleyen bliver afsløret når Kimbrergarden giver koncert i Markedshallen i forlængelse af optoget på søndag, 15. september.

Kimbrergardens medlemmer håber at se mange i Markedshallen i Hornum, og synes at det vil være sjovt, hvis nogle af de gamle fra koret også møder op.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"