Kimbrerfesten flytter tilbage til Aars Lystanlæg

Af Torsten Hansen, Torsdag, 30/01/2020 09:00

AARS: - Vi er super glade, og det var svært at falde i søvn i aftes, fordi humøret var så højt, siger Martin Dahl, der for få måneder siden overtog hvervet som formand for Kimbrerfestkomiteen.

Glæden skyldes, at repræsentantskabet for Kimbrerfesten og Vesthimmerlands Kommune har godkendt, at Kimbrerfesten til september kan flytte tilbage til Aars Lystanlæg.

- Kommunen har sagt ok til at vi kan bruge anlægget og samtidig også må bruge parkeringspladsen ved Bymidten, forklarer Martin Dahl.

Lige siden Kimbrerfesten flyttede til området bag Messecenter Vesthimmerland på Messevej har der været røster fremme om, at festen hører til i anlægget.

- Vi har lyttet til folket, og nu også fået tilladelserne, og vi glæder os til at komme i gang, fastslår formanden.

Afgørelsen blev truffet onsdag aften på repræsentantskabsmøde, hvor de otte foreninger bag Kimbrerfesten var repræsenteret.

- Det er dejligt at de otte foreninger tror på det. Uden deres støtte havde vi ingen Kimbrerfest, forsikrer Martin Dahl.

Siden flytningen til Messevej er der også sket den store forandring, at festen i 2019 var uden Tivoli.

- Vi forhandler stadig om muligheden for at få et tivoli med til festen igen. Hvis det lykkes, så er det vigtigt, at vi også råder over parkeringspladsen, fordi der kan et eventuelt tivoli få "fast grund" under forlystelserne, forklarer Martin Dahl.

Kommentarer
Lars ole

Så ville det være skønt med en øl vogn i hovedgaden fra kl 14 om fredagen og måske lørdag formiddag så man kan få lidt til ganen nå man er på handlen......for jeg håber da de handelsdrivende vil lave noget så det bliver attraktivt og komme i byen de dage og at hovedgaden er lukket af som gå gade....

Jesper

Jeg tænker at både aviskontoret og den sorte flamingo vil være behjælpelig med lidt flydende til ganen.

Svend

utrolig at de skal have lov til at ødelægge anlægget igen

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"