Kørte fra politiet med 251 kilometer i timen

Af Ture Damtoft, Torsdag, 26/09/2024 09:31

HAVERSLEV: Med op til 251 kilometer i timen og i en biljagt på næsten 20 minutter kørte en motorcyklist fra politiet onsdag eftermiddag.
En patruljevogn ville stoppe motorcyklisten på Roldvej ved Haverslev, men personen kørte fra patruljen og ud på motorvejen mod syd.
Nordjyllands politi kunne ikke indhente motorcyklisten, der blev målt til at køre de 251 km/t, inden han forsvandt af syne.
Der blev tilkaldt hjælp fra Østjyllands politikreds, men selvom flere patruljer kom til, blev jagten opgivet omkring Randers, hvor motorcyklisten efter alt at dømme var kørt af motorvejen og havde haft held til at komme væk.
Politiet har kun en delvis nummerplade på den polsk indregistrerede motorcykel, for nummerpladen var delvist dækket til, og det var grunden til forsøget på standsning i første omgang.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"