Aars IK får ny cheftræner

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 24/09/2024 14:34

FODBOLD: Fra 1. januar 2025 er Rudi Møller ny cheftræner for Aars IK førstehold, der pt. spiller i Serie1.
Rudi Møller er et velkendt ansigt på fodboldbanerne i Nordjylland og har et ry som en dygtig fodboldtræner.
Han kommer senest fra et trænerjob i Farsø/Ullits, hvor han formåede at rykke klubben fra serie 2 til Jyllandsserien.
Rudi Møller har gennem mange år været ansat i AaB Talent, hvor han har fungeret som scout og talenttræner.
Desuden har han været ansat i DBU som B&U konsulent i blandt andet Hobro IK. Derudover har han arbejdet med ungdomsspillere på højeste eliteniveau.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med de gode mennesker der er i Aars IK. Jeg har fulgt klubben i mange år og ser frem til at sætte mit præg og i samarbejde med spillere, trænerteam og klubfolk fortsætte den gode udvikling. Sammen er jeg sikker på, vi kan udvikle spillerne og holdet i den rigtige retning, som kan give klubben og drengene nogle fantastiske oplevelser og resultater. Aars IK er en stærk klub med et stort potentiale, og sammen er jeg sikker på, vi kan flytte os, siger Rudi Møller.
- Vi er meget glade og stolte over, at Rudi har sagt ja til at træne seniorerne i Aars IK og vi ser det som det perfekte match mellem klub, spillere og trænere. Via vores dialog og snakke med Rudi er vi overbevist om, at det bliver en succes. Rudi skal være med til at videreudvikle klubben og seniorafdelingen og vi ser det som et stort scoop, at have ansat Rudi som ansvarlig cheftræner. Vi er i den fantastiske situation at vi har utrolig mange talentfulde unge spillere. Så mange at vi hverken kan eller vil nøjes med at koncentrere os om en førsteholdstrup. Rudi får hovedansvaret for at sikre at vi har tre stærke seniorhold, som alle synes vi har egnens fedeste træningsmiljø. I samme omgang vil vi også gerne takke Kristian Skriver for tre gode år. Kristian har været med til at gennemføre en stærk udvikling i seniorafdelingen. Han har formået at skabe en god træningskultur i klubben, hvor der har været mange til træning og skabt et godt socialt sammenhold. Klubben ønsker Kristian alt held og lykke med fremtiden, men inden skal der naturligvis være fuld fokus på et spændende efterår, hvor holdet skal forsætte udviklingen, siger Brian Tøttrup og Kenneth Pedersen fra Aars IKs seniorudvalg. 
 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"