Historisk godt budget kan betyde nul besparelser i 2020

Af Torsten Hansen, Onsdag, 02/10/2019 09:00

Kommunens budgetter for de kommende år ser også gode ud

VESTHIMMERLAND: - For første gang i Vesthimmerlands Kommunes historie skal vi i princippet ikke spare penge, siger borgmester Per Bach Laursen til Aars Avis.

Det er dog med et vist forbehold, han kommer med den gode udmelding. Umiddelbart viser budget 2020 et overskud på knap 12 mio. kroner. Men overskuddet er under forudsætning af, at kommunen får de tilskud fra Staten, som de plejer. I budget 2020 er indregnet tilskud og lån på 26,5 mio. kr.

De kommende år ser også gode ud på budgettet.

- Meget afhænger af den udligning, der gives fra Staten. Vi har selv talt for, at der er brug for en ny udligningsberegning, så det er spændende, hvad der sker i Folketinget det næste stykke tid, siger Per Bach Laursen.

Trods det gode budget er de forskellige udvalg i kommunen blevet bedt om at finde besparelsesmuligheder for sammenlagt 10 mio. kr.

- Det råderum ønsker vi fortsat. Det vil give os noget at lave politik ud fra. Men hvor vi de tidligere år blot har sparet pengene, så kan vi måske nu vælge at flytte besparelserne til forbedringer andre steder, forklarer borgmesteren.

Økonomiudvalget skal drøfte budget 2020 i dag onsdag, 2. oktober. Første behandling af budgettet i byrådet er 10. oktober og anden behandling er den 31. oktober. Inden anden behandling afvikles der budgetseminar.

Kommentarer
Kim Arvedlund

Der kan vel heller ikke findes flere besparelse på børn ældre og handicappet i Vesthimmerlands Kommune - med mindre den lokale golf klub skal have ny græs til 3. mill kr. betalt af skatteborgers penge - eller om omfartsvejen kan fremskaffe endnu et forventet underskud - eller om kimbertovet skal overdækkes så fugle har et tørt sted at sidde og se på Pers "kunst" mur.

Kim Arvedlund

Det ser ud til at kritiske indlæg vedrørende kommunens drift (og især mht. besparelser på børn, ældre og handicappede) har svært ved at finde plads i offentligt rum. Jeg troede man havde ytringsfrihed, men man bliver åbenbart censureret, selvom man beskriver virkeligheden. Det er en skam.

aarsadmin

Hej Kim!

Din kommentar havde blot forputtet sig, men er nu offentliggjort på siden.

Hilsen redaktionen

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"