ARF Støtteforening i Aars ramt af krav om konfiskation af 631.458,57 kr.

Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/03/2024 09:30

AARS: Det kan snart være slut med det ugentlige bankospil på Kimbrerkroen i Aars.

I mange år har ARF Støtteforening Vesthimmerland arrangeret bankospillene og delt ud af overskuddet til en lang række velgørende formål i Aars og Vesthimmerlands Kommune.

Der er blevet givet mange hundrede tusinde kroner til alt fra julehjælp og til hjælp til plejehjems ture, forskellige foreninger har fået hjælp til eks. bolde og ESport Vesthimmerland har fået hjælp til indkøb af computerer, isbod på plejehjem osv, alt hvad vi synes giver mening og socialt for borgere i Vesthimmerland.

Men i januar modtog formand Birthe Laustsen et brev fra Nordjyllands Politi, hvor foreningen bedes om at forholde sig til skyldsspørgsmål i forbindelse med ulovlig spil aktivitet samt konfiskation af 631,458,57 kroner, og det oplyses, at sagen under alle omstændigheder skal for retten.

- Hvis vi skal betale de penge, er der ikke nogen forening, for dem har vi ikke. Så må vi lukke foreningen, siger Birthe Laustsen, der på foreningens generalforsamling i forrige uge redegjorde for situationen til alle foreningens medlemmer.

Hun venter i disse uger spændt på udfaldet af en retssag mod Nørrelands Bingocenter i Holstebro, der med al sandsynlighed bliver afgørende for foreningen i Aars.

Spillemyndighederne tabte sagen mod bingocenteret i byretten, hvor alle tre domsmænd underkendte anklagemyndigheden krav om bøde og konfiskation.

Påstand med elastik

Baggrunden er en ændret praksis fra Spillemyndighedens side, der i 2020 begyndte at håndhæve reglerne omkring almennyttige lotterier.

Skåret ind til essensen betyder det, at enten skal arrangører have en særskilt tilladelse for hvert enkelt bankospil, eller også må bankospil ikke være foreningens primære formål.

I politianmeldelsen skriver Spillemyndigheden, der hører under Skatteministeriet, følgende om bøden på 15.000 kroner: “Det foreslåede bødeniveau fastsættes, idet der mangler oplysninger om ARF Støtteforening Vesthimmerland økonomiske fordel, idet der i det konkrete tilfælde er tale om en førstegangsovertrædelse, og idet der er tale om et område uden tidligere praksis”.

En påstand med en del elastik, idet spillemyndigheden lige under skriver: “Da der er tale om en fortløbende overtrædelse fastsættes påstanden om konfiskation af overskuddet de seneste tre år”.

Altså de 631,458,57 øre, og der må have været tale om et ualmindeligt langt bankospil, såfremt den ene overtrædelse varede i tre år.

- Vi har holdt et ugentligt bankospil, hvor alle, som er medlem af foreningen er velkomne, og hvor hele overskuddet går til velgørende formål og til at holde andre arrangementer. Hverken mig selv eller andre har fået en eneste krone for arbejdet med det. At myndighederne så lige pludselig vil stoppe vores bankospil og sidestille os med dem, der tjener penge på at holde bankospil, det giver ingen mening for mig, siger Birthe Laustsen.

Retssagen mod Nørrelands Bingocenter kommer for landsretten i Viborg 4. juni, og vil sandsynligvis afgøre ARF Støtteforening Aars skæbne.

- De snakker så meget om at bekæmpe ensomhed. Hvis vi må lukke og slukke, er der endnu flere, som ikke har et sted at komme hen og være sammen med andre og hygge sig med.

Alt det sociale vi laver både for vores medlemmer og alle de foreninger og plejehjem, vi donerer penge til, alt det kan forsvinde lige med en gang, siger Birthe Laustsen.

Kommentarer
Sussie Henriksen

Jeg syntes det er for langt ude at det er til at brække sig over.Min afdøde mor har kørt glade banko spiller afsted til banko siden jeg var ganske lille,Jeg har selv spillede banko i 43 år.Hvorfor må man ikke då lov til at mødes 1 gang om ugen og hygge sig.Men se den ene spille reklame i TV om et slag pip,Danske spil,spil nu sk osv,Det må man hvis man er 18 plus og bare kan side hjemme og spille.Den eneste forskel er at her mødes man med folk og vinder gevinster.Lige som på spille sides
Jeg fatter ikke en meter.
Under corona måtte eller skulle alt foregår hjemme fra og folk savnede sine banko steder.
Man er betalende medlem man støtter en forening og hvad er problemet.
Når jo problemet er er Danmark er ikke som det var i de gode gamle 70/80/90-00
Øv øv og hold fingrene væk for vores banko.

Anne Jensen

Nu ved jeg ikke hvad det er for en slags mennesker der prøver på at gøre det surt for:
* de dejlige frivillige i banko foreningerne,
* de taknemmelige der modtager overskud fra banko til velgørende formål,
* eller de mange ældre der hygger sig med at spille banko og få en hyggelig aften i stedet for at sidde alene derhjemme.
Hvorfor? Man undrer sig over om 'dem der har magten til at bestemme' bare har en passion der hedder 'at gøre det surt for dem der hygger sig' - bare fordi de kan?
Ser du: DET burde så til gengæld være ulovligt! Hvis de misbruger deres post, burde de træde af og lade nogen mere kompetente træde til.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"