Aars Svømmeklub indtog nye bassiner

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 27/08/2024 14:30

Så kom ugen med sæsonstart for Aars Svømmeklub i det nye Svømmecenter Vesthimmerland, der giver klubben mange muligheder med de imponerende nye faciliteter.

Hold som alsidig vandtræning i det nye varmtvands terapibassin og svømmeundervisning på 50 meter bane er blevet tilføjet den nye holdplan i Aars Svømmeklub. Derudover kan svømmeklubben også glæde sig over, at der er blevet plads til nye målgrupper, da hold som floatfitness, aquacross, aquacircle og rigtige mænd og kvinder nu vil blive tilbudt i hallen i Aars.

- De nye faciliteter har givet mulighed for, at vores tilmeldingsprocent allerede er meget højere end sidste sæson. Der er stadig mange ledige pladser, og alle er velkomne, siger formand Jimmy Krøier Sørensen.

Klubben har 86 hold på planen, så der skulle gerne være noget for enhver, og som altid er der masser af hold for børn, så de kan blive fortrolige og trygge i vandet.

Konkurrencesvømmerne har allerede svømmet vandet til, idet de har været i gang i næsten tre uger.

Svømmerne nyder de nye faciliteter og den anderledes måde at træne på. Hos dem har bland andet de nye startskamler og muligheden for træning på langbane to gange om ugen fyldt meget og haft en positiv indvirkning på alle svømmere og trænere i konkurrenceafdelingen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"