To spritkørsler og to indbrud i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Torsdag, 31/08/2023 09:48

AARS: En 18-årig mandlig bilist fra Thisted blev klokken 01.56 natten til torsdag stoppet af politiet på Vølundsvej i Aars for mistanke om spirituskørsel.

Manden testede positivt på stedet, blev anholdt og sigtet, taget med til blodprøve og efterfølgende løsladt. 

 

VESTHIMMERLAND: På Aarsvej lidt syd for Aggersundbroen blev en 30-årig mandlig bilist fra Fjerritslev stoppet klokken 00.30 af samme grund. 

Han testede også positivt, blev anholdt og sigtet, taget med til blodprøve og løsladt. Der var dog lige den krølle, at han også var frakendt førerretten og derfor også blev sigtet for det.

Politiet oplyste ikke, hvilken dom der lå til grund for frakendelsen. 

 

AALESTRUP: Natten mellem tirsdag og onsdag har der været to indbrud i villaer i Aalestrup, oplyser politiet i døgnrapporten torsdag morgen.

Begge indbrud er begået i nogenlunde samme tidsrum.

Det første på Pilevej fra 17.50 tirsdag til 08.15 onsdag morgen. Det andet på Egevej fra kl. 23 tirsdag til 08.45 onsdag morgen.

På Pilevej har tyven/e fået adgang gennem et opbrudt vindue. Der er stjålet kontanter fra en pung og muligvis også smykker.

På Egevej er en terrassedør blevet opbrudt, og beboerne havde ikke overblik over, hvad der måtte være blevet stjålet, da de anmeldte tyveriet til politiet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"