Vesthimmerlands elever ligger forholdsvis godt

Af Torsten Hansen, Fredag, 21/07/2023 14:11

Fraværsprocenten er ikke alarmerende i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Der er store forskelle på fraværet blandt skoleelever landet over.

Hos Dansk Industri har man set på, hvor meget det betyder, hvis det var muligt at sænke elevfraværet til niveauet for de bedste kommuner.

Det skulle betyde, at eleverne få mere end 4.000 skoleår ekstra. Fra kommunen med det laveste fravær til kommunen med det højeste fravær er der en forskel på fem til ti procentpoint alt efter klassetrinet.

Fraværet fordeler sig meget spredt over landet. De to kommuner, hvor det ser værst ud er Gribskov og Fanø, hvor eleverne begge steder har et fravær på 11,2%, hvilket svarer til 22 skoledage.

Man skal et stykke ned på listen for at finde den dårligst placerede nordjyske kommune. Det er Frederikshavn, hvor eleverne har et fravær på 8,6 procent, svarende til 17 dage. Herefter kommer Aalborg og Jammerbugt.

Vesthimmerland befinder sig i den pæne ende, men dog ikke i bunden. Lokalt har eleverne et fravær på 7,5 procent, hvilket svarer til 15 dage. Rebild ligger endnu lavere med en fraværsprocent på 6,7, der giver 13 fraværs dage.

Men begge kommuner klarer sig bedre end landsgennemsnittet på 8 procent.

Bedst ser det ud i Odder og Lyngby-Taarbæk, hvor fraværsprocenten er 6.

Dansk Industri har taget udgangspunkt i data fra Børne- og Undervisningsministeriet, hvor der er set på fravær for folkeskoleelever fordelt på kommune og klassetrin. Der er således ikke medtaget fravær på f.eks. specialskoler. Data er hentet for skoleåret 2010/2011 og frem til 2021/2022, som er det seneste år, der er data for. Der er alene set på fravær i 0. til 9. klasse.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"