Vesthimmerland og nærpoliti

Af Ture Damtoft, Mandag, 10/02/2020 11:10

VESTHIMMERLAND: Rigspolitiet skal være mindre for at skabe mere nærhed til politiet.

Knap 900 årsværk vil blive skåret væk for blandt andet at skabe 20 nye nærpolitistationer og flere landbetjente.

- Politikerne bliver nødt til at erkende, at centraliseringen er gået for vidt, mener statsminister Mette Frederiksen.

I Vesthimmerland håber borgmester Per Bach Laursen (V) på en nærpolitistation i kommunen, og har i den forbindelse sendt et åbent brev til statsministeren, justitsministeren og Folketingets Retsudvalg.

Ved Nordjyllands Politi henviser de til Rigsolitiet for kommentarer, men de har desværre endnu ikke svaret på vores henvendelse.

Gavnlig effekt

Til gengæld ville et par politibetjente gerne give deres mening til kende, men begge understregede at det er deres personlige mening, og at den politiske beslutning må afventes.

Generelt er de to betjente positive overfor tanken om etablering af en nærpolitistation i Vesthimmerlands Kommune.

I så fald i Løgstør fordi den også skal kunne dække Fjerritslev og Brovst på den nordlige side af Limfjorden.

De to lokale politibetjente mener også, at det vil kunne have en gavnlig effekt på både forebyggelses- og opklaringsarbejde, hvis der kommer flere lokale betjente, fordi de har kendskab til de lokale kriminelle og i en vis grad kan opbygge et tillidsforhold til dem.

Barsk og brutal

I forbindelse med fyringerne fra Rigspolitiet har Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, udtalt følgende til Berlingske:

- Jeg kan ikke finde mange i dansk politi, som ikke spiller en vigtig rolle, eller som har svært ved at få otte timer til at gå,’ siger politiforbundsformanden og beskriver halveringen af administrationen som ’barsk’ og ’brutal’.

Ifølge tal fra DR var der i 2015 1.642 medarbejdere hos Rigspolitiet mod 2.048 i år - i samme periode er antallet af egentlige betjente faldet med 58 stillinger.

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"