Vesthimmerland: Klimaindsatsen er også op til borgerne

Af Ture Damtoft, Onsdag, 09/08/2023 08:00

VESTHIMMERLAND: Om kun syv år skal Vesthimmerlands Kommune være 88 pct. klimaneutral.

Kommunens udgangspunkt er, at alle skal bidrage og gøre en indsats, men det kræver, at man som borger bryder med nogle af de vaner, der præger hverdagen.

Gennem vaneændringer og en øget klimabevidsthed, kan den enkelte nedsætte sin CO2-udledning, hvor selv de mindste indsatser tæller.

Mandag holdt Klimaudvalget - det helt korrekte navn er Paragraf 17 stk. 4 udvalget - møde, og foreslår nu to forskellige initiativer: Grønne Uger og Klimatopmøder.

Formålet med Grønne Uger er at inspirere borgere og erhverv til en grønnere hverdag.

- Vi skal helt ud til borgerne. På bibliotekerne kan man f. eks. møde kommunens medarbejdere og få svar på spørgsmål om klimaplanen, energioptimering, affaldssortering, eller måske noget helt andet. Vi har rundvisning på en genbrugsplads, så borgerne kan se, hvordan affaldet håndteres og måske få ideer til, hvordan man kan hjælpe med at gøre det nemmere, og har en virksomhed en god løsning er man meget velkommen til byde ind med f.eks. en rundvisning, fortæller klimakoordinator Gitte Vestergaard Christensen.

Hun og familien har ændret vaner, selvom det i nogle tilfælde var svært.

- Vi har skruet ned for kødforbruget og spiser nu sjældent oksekød og mest fjerkræ. Vi holder fast i kun at have én bil og ellers bruge busserne. Samkørsel er noget vi praktiserer, men andre synes, det er ligesom at skulle låne sin tandbørste ud. Der er nogle grænser, man skal krydse. Det med kødforbruget var en grænse for min mand. Det handler heller ikke om, at vi skal gøre det hele. Vi skal finde de enkelte ting, hvor vi kan gøre en forskel. Det er jo det med "mange bække små, der gør en stor å", siger Gitte Vestergaard Christensen.

De kommende grønne uger er i oktober.

- Vi tog startskuddet i 2022, og i år skruer vi fuldt op for det og ser på, hvordan man kan ændre på egne vaner. Grønne uger er en invitation til foreninger, institutioner, virksomheder og borgere til at skabe en grøn omstilling i fællesskab, siger projektleder Frederikke Voegeding.

Alle har et ansvar

Et nyt initiativ, som Klimaudvalget overvejer, er "Klimatopmøder".

Klimatopmøder omhandler, hvordan kommunen kan understøtte borgerne til at komme i gang med nye klimavenlige vaner gennem en række møder, hvor familier, medarbejdere og uddannelsesinstitutioner får hjælp til konkrete og målbare vanebrud.

Her får deltagerne en grundlæggende klimaforståelse og adgang til en regnemaskine, der beregner hvilke vaner, der giver den største gevinst i forhold til CO2 reduktion, og laver en såkaldt "klimatraktat", som anviser den præcise vej til succesfuld CO2-reduktion på det valgte område.

For at kunne bedømme den mulige effekt blev det afprøvet af Klimaudvalget mandag, som besluttede at gå videre med projektet.

- Vi vil nok målrette det virksomheder og familier. Det gode er også, at vi får uddannet værter gennem workshops, og de kan hjælpe andre med at bryde vaner. Vi arbejder benhårdt på, at det første klimatopmøde skal være sammen med de grønne uger, siger formanden for Klimaudvalget, Jakob Dyrman (V).

De store planer skal realiseres for relativt små penge. Tilsammen koster Grønne Uger og klimatopmøder 300.000 kr.

- Penge der er givet godt ud, mener Jakob Dyrman (V).

- Hvis vi skal nå det meget ambitiøse mål om 88 pct. CO2-neutralitet i 2030, skal vi have alle med. Der er mange initiativer i kommunen og hos virksomhederne i Vesthimmerland i samarbejde med bl.a. Erhverv Væksthimmerland, men vi skal også have borgerne med. Grønne Uger og klimatopmøder er med til at vise borgerne, hvordan man helt konkret kan ændre noget i hverdagen for at blive mere klimavenlig. I udvalget arbejder vi for at komme tæt på borgerne gennem arrangementer som Grønne Uger og workshops som "Klimatopmøder", for vi har alle et ansvar, for at gøre den forskel vi kan i den grønne omstilling, siger Jakob Dyrman.