Vesthimmerland har taget et hop på 19 pladser opad

Tirsdag, 04/09/2018 14:16

Det lokale erhvervsklima er kraftigt forbedret

Af Torsten Hansen
VESTHIMMERLAND: Vesthimmerland er hoppet hele 19 pladser frem og er nu nummer 46 i Danmark, når det handler om lokalt erhvervsklima.
Det viser resultatet af Dansk Industris årlige undersøgelse af den service og de forhold, som landets kommuner tilbyder virksomhederne.
- Det er skønt, at vi bevæger os fremad. Men der er stadig noget at arbejde med. Vi ligger lige nu i midterfeltet. Men vi skal gerne op i den bedste tredjedel, siger borgmester Per Bach Laursen til Aars Avis.
- Sidste år var erhvervsklimaet i Vesthimmerland præget af politisk uro og nogle konkrete sager, der fyldte meget i medierne. Det ser ud til, at kommunen er ved at genfinde sine ben som en god og seriøs erhvervskommune, og hvis udviklingen fortsætter, kan Vesthimmerland kravle endnu højere op i undersøgelsen næste år, siger DI-formand Peter Rindebæk.
- Jeg bider mærke i, at virksomhederne mener,at vi især klarer os godt i forhold til at styrke samarbejdet om at sikre dygtige medarbejdere til virksomhederne, fortsætter Per Bach Laursen.
Midt i feltet har Vesthimmerland Kommune selskab af Mariagerfjord Kommune, der indtager en placering som nummer 55 i årets undersøgelse. Det er en lille tilbagegang fra sidste års placering som nummer 49.
Jammerbugt Kommune er for første gang bedst i Nordjylland. Med en placering som nummer 23 tager de titlen fra Rebild Kommune, der går tilbage fra en 15. plads sidste år til en 32. plads i år.
Rebild Kommune er til gengæld blandt de bedste i landet, når det gælder adgangen til dygtige medarbejdere og evnen til at tiltrække og fastholde borgere og virksomheder.
DIs undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2018, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er niende år i træk, at DI laver undersøgelsen.
Knap 7.700 virksomheder inden for DIs brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer i alt 350.000 arbejdspladser, hvilket svarer til knap 20 pct. af den private beskæftigelse.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"