Vellykket udflugt til Oticon og Mors

Onsdag, 26/05/2010 10:52

Tirsdag den 18. maj var Ældre Sagen Rebild og Høreforeningen Rebild lokalafdeling på en heldagsudflugt til Høreapparatfabrikken Oticon i Thisted, og derefter en rundtur på øen Mors.
Der var stor interesse for turen og efter først til mølle princippet, var de 45 pladser, som var det maksimale antal, som Oticon kunne tage imod hurtigt besatte, og flere interesserede kom på venteliste.
Deltagerne samledes ved OK tanken ved afkørsel Støvring syd, hvor der var afgang kl. 9.00. Med Olsens busser, og med Harald ved rattet, gik turen over Aggersundbroen og vestpå over Vejlerne mod Thisted.
Vejret var perfekt til udflugt, og snart skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og der var rig lejlighed til at nyde den flotte udsigt over Limfjorden og de forårs-grønne landskaber.
Efter modtagelsen på Oticon blev deltagerne budt på en dejlig buffet med tilhørende drikkevarer, og derefter gav tillidsrepræsentant Karin Ubbesen deltagerne en grundig orientering om virksomheden og de fantastisk gode arbejdsforhold, som er blevet indført på virksomheden. De mere end 500 ansatte på fabrikken, glæder sig dagligt over at være beskæftiget i en virksomhed, som prioriterer arbejdsmiljøet meget højt, og flere har været ansat i mere end 40 år, og Oticons motto er da også ”People first”.
Efter en god frokost og orientering, blev deltagerne i to grupper vist rundt på den arbejdende virksomhed, og fik forklaret de mange forskellige procedurer, der er forbundet med fremstilling af de moderne høreapparater. Mange var imponerede over at se, hvordan det hele styres elektronisk, lige fra modtagelse af råvaren og til det færdige produkt er klar til forsendelse. Oticon er verdens tredje største producent af høreapparater og dækker 10-15% af hele verdensmarkedet. 95 % af Oticons produktion går til eksport.
Efter det spændende og interessante besøg på Oticon, gik turen over Vilsundbroen til Mors, og på havnen i Nykøbing Mors stod Jens Peder Dalgaard klar til at stige på bussen for at guide deltagerne rundt på øen. Jens Peder, der er lokalkendt på øen, havde tilrettelagt en virkelig attraktiv tur til mange af de mest seværdige steder, godt krydret med oplysninger og fortællinger om de forskellige lokaliteter, som blev passeret på den naturskønne tur.
Undervejs blev der også tid til en kaffepause på Mors’s højeste punkt Salgjerhøj som er 86 meter højt. Herfra var der en flot udsigt over Thisted Bredning og det nordlige Mors.
Fra Mors gik turen videre over Salling til Sundsøre og med færgen over til Hvalpsund. På Restaurant Marina blev der serveret gl. dags oksesteg og svesketrifli, og den veltillavede og velsmagende middag blev nydt med velbehag.
Herefter var det tid til at sætte kursen hjemad, og ved 19.30 tiden kunne Harald sætte deltagerne af på pendlerpladsen ved Støvring syd efter god og sikker kørsel.   
Efter en lang dag med mange oplevelser og indtryk, kunne deltagerne tage afsked med hinanden, og alle var enige om at Ældre Sagens og Høreforeningens udflugt havde været en rigtig god oplevelse.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"