Vellykket Kimbrerfest i Aars trods uheld til slut

Onsdag, 12/09/2018 08:04

Der kom flere gæster fredag og lørdag end sidste år

Af Torsten Hansen
AARS: Årets Kimbrerfest i Aars blev på mange måder en succes. Trods lidt udfordringer med vejret så valgte mange at besøge festområdet bag Vesthimmerlands Messecenter.
- Vi havde en del flere gæster inde både fredag og lørdag. Fredag var der cirka 1500 til aftenens fest, og om lørdagen var der cirka 1400 inde. De tilsvarende tal fra sidste år var 1000 og 1100, siger formanden for Kimbrerfestkomiteen Karl Lausten.
Han glæder sig samtidig over, at søndagens optog var stort og flot, og Gurli Gris, Årets Kimbrer, veterantraktorerne og meget andet forløb vellykket.
- Vi kunne se, at mange fulgte efter det store optog og gæstede festpladsen søndag eftermiddag. Det var dejligt, fastslår formanden.
- Vi har endnu ikke set på tal for økonomien. Men ud fra det forøgede antal gæster, så forventer jeg, at det nok skal løbe rundt, siger Karl Lausten.
Der er selvfølgelig ting der kan trænge til ændringer i årets program, men det vil formanden ikke ind på nu.
- Der er mange ting der kan ændres, men jeg skal først tale med komiteen før jeg udtaler mig om den slags, understreger han.
Trods de mange gode ting ved årets fest, så fik Kimbrerfesten desværre en lidt ærgerlig afslutning.
Uheld
Som et af de sidste indslag i årets fest skulle fem faldskærmsudspringere lande på festpladsen. Desværre gik det galt for de to sidste udspringere, og den ene ramte en tilskuer i hovedet.
- Vi havde arrangeret det sådan, at de skulle lande på traktortrækbanen. Men vinden drejede, så de måtte først ind over festpladsen. Det gik godt for de tre første, men pludselig kom der en kastevind eller noget turbolens. Det betød, at de to sidste ikke kom hen til traktortrækbanen, men landede i kanten af tivoliet. Det lykkedes den ene at lande mellem nogle telte, hvor der ikke var folk. Den anden landede lige ved et telt, og så vidt jeg kunne se, så ramte han en tilskuer i hovedet med en fod, siger formand for Kimbrerfestkomiteen Karl Lausten.
Uheldet skete meget tæt på samarittertjenesten, som straks kom til.
- Jeg kunne se, at han fik et slag og faldt om. Jeg ved desværre ikke, hvordan han har det, beklager formanden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"