Vegger har indsamlet 416.000 kroner til køb af købmandsbutik

Af Torsten Hansen, Onsdag, 09/10/2019 09:00

Storkebyen er meget tæt på at kunne gå videre i projektet

VEGGER: Opbakningen til at få købt købmandsbutikken i Vegger er stor i lokalbefolkningen.

- Vi har fået samlet 416.000 kroner ind, og samtidig er købmand Lars Lorentzen gået med til en salgspris på 500.000 kroner, så vi er meget tæt på målet, siger Dean Aldberg, der er med i projektgruppen der arbejder for at bevare en dagligvarebutik i Vegger.

På borgermødet mandag aften kom det samtidig frem, at projektet ændres fra anparter til at blive donationer. Nu er det planen, at Vegger Borgerforening opretter en forening der køber forretningen og forpagter den ud. Det giver helt andre muligheder, når det handler om at henvende sig til fonde. Samtidig giver det også mulighed for, at dem der støtter kan trække beløbet fra på selvangivelsen. Det forudsætter dog, at den forening der skal stå bag projektet opnår 300 medlemmer.

- Alle der havde købt anparter og deltog på mødet nikkede ja til, at de også er med på donationer. Det var et vigtigt punkt for os. Nu håber vi blot, at købmanden vil strække sig lidt længere og gøre det lidt billigere for os, siger Dean Aldberg.

Endnu mangler der en del medlemmer for at nå de 300, men interessen er stor.

- Vi har fået medlemmer fra Aalborg, Suldrup, Nibe og Aars, ud over de lokale, understreger Dean Aldberg.

Læs mere i Aars Avis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"