Vegger har fået et stort kunstværk i stål og sten

Af Torsten Hansen, Onsdag, 05/12/2018 08:22

VEGGER: Et fire meter højt og meget tungt kunstværk blev lørdag formiddag afsløret på det grønne areal foran Energi Vegger.

- Vi ønsker at forskønne området, og det skal se ordentligt ud, sagde bestyrelsesformand for Vegger Energi Tommy Trads Jensen, kort før han gav ordet til formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune Asger Andersen, der fik lov til at forestå selve afsløringen.

Da presenningen blev trukket af, blev et værk i stål og sten afsløret. Kunstner Niels Lerche, Randers, har tegnet værket, der består af fire dele.

- Kunst skaber debat, det har vi oplevet i kommunen på det seneste. Jeg vil love at være garant for, at dette kunstværk bliver stående i den ånd Niels Lerche har udført det, lovede Asger Andersen, med tydelig reference til julelysene på Per Kirkeby-muren på Kimbrertorvet i Aars.

Kunst i vindueskarm

Udformningen af det nye kunstværk står kunstner Niels Lerche for, men det er sket på baggrund af en henvendelse fra Vegger.

- Jeg var på udkig efter et kunstværk til Vegger. En dag fik jeg øje på en lille skulptur i en vindueskarm i Vegger og tænkte: Det er sådan den skal se ud, forklarer Tommy Trads Jensen.

Han tog kontakt til kunstneren bag skulpturen - Niels Lerche, der efter kort tid præsenterede sit bud på, hvordan en skulptur burde se ud på det pågældende sted.

- Det var noget helt andet. Men Niels fik mig overbevist om, at det burde være denne, og sådan blev det, forklarer Tommy Trads Jensen.

Niels Lerche er selvlært kunstner og arbejder normalt med granit, men skulpturen i Vegger er udført i stål.

- Jeg har bestræbt mig på at lave en skulptur, som i størrelse, materialevalg og form, spiller sammen med varmeværkets bygninger der jo danner baggrunden, forklarer Niels Lerche.

Det kan min far

Niels Lerche arbejder ikke selv i stål. Derfor var han på udkig efter en smed, der kunne lave de dele.

- En dag besøgte jeg min gamle skole i Randers. Der fortalte jeg om skulpturen og nævnte at jeg manglede en smed. Det fik straks elev Frederik Christensen til at sige: Det kan min far lave. Jeg ringer til ham. Stop, stop, skyndte jeg mig at sige, inden Frederik fik ringet op. Et par dage efter besøgte jeg Frederiks far Årslev Smeden Jørgen Christensen. Jeg spurgte efter et tilbud, og svaret kom prompte. “Det er jeg klar over, Frederik har allerede fortalt mig om det”, fortalte Niels Lerche.

Skulpturen er hans første i stål, og det er samtidig første gang Jørgen Christensen udfører kunst.

Han er dog ikke den eneste der har været med til at lave det nye kunstværk.

Årslev Smeden Jørgen Christensen har lavet pyramiderne. Martin Mølgaard fra Hjerm har svejset jernkuglerne. Skivummureren Jimmy Rytter og entreprenør Lars Nielsen har lavet sokkel og fundament. Det er Tommy Trads der har tryllet med belysningen.

- Og min storebror har hjulpet mig med at hente og fylde materiale i varden, - og han hedder - Sten, fortæller Niels Lerche med et smil.

Varden indeholder i øvrigt en lille - lettere skjult - detalje, som man kan gå på opdagelse efter.