Vegger bakkede op om indvielse af multihus

Onsdag, 13/05/2015 09:18

Cirka 200 borgere deltog i indvielsen

VEGGER: Der var fyldt til sidste plads, da Vegger lørdag eftermiddag inviterede indenfor til den officielle indvielse af Vegger Idræts- og Kulturhus.
Udover de mange lokale ildsjæle fra Vegger og de nærmeste nabolandsbyer, var det officielle foreningsdanmark også repræsenteret fra den kommunale kultur- og fritidsforvaltning, til DBU og DGI.
Alle var i det gavmilde hjørne, når det kom til såvel verbale roser som jordiske gaver. De lokale foreninger bakkede endnu engang op om projektet med kontante gaver til inventar og udstyr. Folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen var da heller ikke sen til at rose Vegger for at turde gå nye veje.
- I har tænkt anderledes, I er gået på tværs af det traditionelle, og I er et lysende eksempel på, at man kan få ting til at ske, hvis man tror på det, og arbejder for det. I har fået en fantastisk lethal, som nu er blevet udviddet med et multihus, som passer perfekt til bygningen, og jeg skulle bare snakke i et par minutter med nogle af de børn, som kommer til at bruge jeres nye multihus, før jeg kunne høre, hvor begejstrede de er for stedet, sagde Flemming Møller Mortensen, som roste de lokale ildsjæle for at arbejde hårdt, målrettet og stædigt for at gøre multihuset til en realitet.
At rejsen havde været lang, hård og lærerig var også indfaldsvinklen i formand Asger Andersens tale, hvor han metaforsike sammenlignede mangfoldigheden blandt de mere end 150 frivillige kulturhusbyggere med alle regnbuens farver.
Det officielle snoreklip blev efter en lodtrækning lagt i hænderne på 10-årige Bo Kristian Jensen, som ivrigt har fulgt byggeriet gennem de seneste to år. Han sørgede for, at snoren på ægte spejdermanér blev hugget over med ét tørt øksehug. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"