Vaccinationssted i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 13/01/2021 09:00

Men der er ønske om flere vaccinationssteder i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Region Nordjylland har besluttet, at vaccination mod Corona tilbydes et sted i Vesthimmerland. Nemlig i Messecenter Vesthimmerland i Aars. I de fleste andre kommuner bliver der mindst to vaccinationssteder.

I første omgang er der åbnet for vaccinationer søndag, 17. januar og mandag, 18. januar. Nordjyder over 65 år, der både får personlig pleje og praktisk bistand, kan blive vaccineret. Det kræver dog, at man bestiller tid på vacciner.dk. Her er bookingtider lagt ud for borgere, der er i målgruppen i denne uges vaccinationsrunde.

- Det er klart, at jeg kunne godt have ønsket vi fik flere vaccinationssteder. Men hvor skal det så være? siger borgmester Per Bach Laursen.

Han vil nødig favorisere nogle af kommunens større byer, men vurderer, at det på baggrund af afstand måske kunne være godt med en mobil enhed til at dække Løgstør og opland.

- Gerne en mobil enhed, der kan flyttes efter behov. Vi skal have en fornuftig mulighed for at få det til at fungere i virkeligheden. Derfor vil jeg først have en snak med sundhedsdirektør Anne Krøjer om, hvad vi kan gøre. Vi skal have faglige vurderinger bag ønskerne, fortsætter borgmesteren.

Uanset hvor og hvor mange vaccinationssteder der oprettes i kommunen, så er det op til kommunen at hjælpe borgerne til vaccinationsstedet, hvis de ikke selv kan klare det.

Til og med søndag var der vaccineret 13.609 borgere i Nordjylland søndag.

Kommentarer
Birgit Andersen

Hej. Min svigermor bor i ældrebolig i Løgstør, hun har e-boks som jeg kan gå ind på, hun er 86 år, men men hun har ikke modtaget en vaccine indkaldelse endnu. Hun vil gerne vaccineres i Aars. Hvornår kommer indkaldelsen/brevet????????
Mvh. Birgit Andersen

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"