Vælgerne strømmer til EU valget i Aars

Af Ture Damtoft, Søndag, 26/05/2019 09:54

AARS: Der var en lille kø foran indgangen til Messecenter Vesthimmerland, inden dørene til et af de største valgsteder i kommunen blev åbnet til dagens EU valg.

13 danske repræsentanter skal vælges ud af 135 kandidater, og formanden for de valgtilforordnede i Aars, Karl Lausten, er ikke i tvivl om vigtigheden af at finde stemmesedlen frem og gå ned og bruge muligheden for at give sin mening til kende.

- Det er det vigtigste i hele verden. Det er her, vi kan gøre vores stemme gældende. Vi viser vores tillid til nogle mennesker, som skal tage beslutningner på vores vegne de næste fem år. Så er det vigtigt, vi kender deres holdninger og værdier, for de skal tage svære beslutningner om situationer, vi ikke kan forudse nu, de næst fem år, siger Karl Lausten.

Han har været med som valgtilforordnet i mange år, og kan ikke huske, der nogensinde har været problemer.

Det er en festdag, hvor han og de mange andre medlemmer af forskellige partier som valgtilforordnede, skal sørge for, alt går ordentligt til, og det plejer at komme af sig selv, for vælgerne kommer som regel også med et smil på og ser også afgivelsen af deres røst som en fest.

- Alle os valgtilforordneded repræsenterer jo ikke et parti, når vi står her. Vi skal sørge for, det virkelig bliver en festdag, og med så mange folk lige fra morgenen ser det rigtig godt ud, siger Karl Lausten.

Han må dog lige irettesætte et par vælgere, som var kommet på den forkerte side af valgbordet.

- I skal lige..I er kommet den forkerte vej ind, men smut I bare lige igennem her, det går nok, siger Karl Lausten og griner lidt af situationen. For nok er et valg alvorligt, men med lidt godt humør og lidt fleksibilitet kan man nok godt enes.

Så må vi se om vores 13, måske snart 14, EU parlamentarikere kan overføre stemningen fra Aars til Strassbourg.

Man kan afgive sin stemme frem til valgstederne lukker klokken 20 søndag aften, 26. maj.

Ved valget i 2014 lå stemmedeltagelsen i Danmark på 56,32 procent, og gennemsnittet i EU var på 42,61 procent.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"