USAs ambassadør på gymnasiebesøg i Aars - Alan Leventhal mødes med eleverne mandag, 26. februar

Af Ture Damtoft, Onsdag, 14/02/2024 09:00

AARS: USAs ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, kommer på besøg i Aars, hvor han mandag 26. februar er gæst på Vesthimmerlands Gymnasium.

Ambassadøren får en rundvisning på gymnasiet, inden der er sat en time af til at komme i dialog med eleverne.

- Jeg har mødt Alan Leventhal i andre sammenhænge, og kunne høre at han er interesseret i uddannelse. Derfor inviterede jeg ham i efteråret til Vesthimmerland, hvor jeg var inviteret til et arrangement på ambassaden. Han er imponeret over vores uddannelsessystem, og har bedt om at møde eleverne og tale med dem, siger rektor på Vesthimmerlands Gymnasium, Jette Rygaard.

Eleverne kan forvente et møde med en ambassadør, som først og fremmest vil fortælle om, hvor USA står i dag politisk, økonomisk og uddannelsesmæssigt.

Alan Leventhal er forretningsmand og tiltrådte posten som ambassadør i Danmark 1. juli 2022. Han er grundlægger, bestyrelsesformand og administrerende direktør for ejendomsinvesteringsfonden Beacon Capital Partners.

Leventhal og hans kone er filantroper og driver Sherry and Alan Leventhal Family Foundation, der har doneret fem millioner dollars til Boston University og 10 millioner dollars til Boston Public Library til oprettelsen af Norman B. Leventhal Map Center. Den jødiske Leventhal har desuden oprettet Sherry and Alan Leventhal Center for Interfaith Families, der støtter familier i blandede jødisk/ikke-jødisk ægteskaber.

- Det er ikke hvem som helst. Vores elever møder en mand, som har indflydelse på, hvordan vi i Danmark og Europa ser USA, og de hører hans tilgang til det. Det er også at få lidt luft under vingerne at komme i dialog med en ambassadør, siger Jette Rygaard.

Der vil være helt åbent for spørgsmål om alle emner, og Jette Rygaard forventer, at emnerne vil være dem, som fylder meget i USA.

- Abortlovgivning, skoleskyderier, forholdt til Kina og Rusland, NATO og præsidentvalget. Det er sådanne emner jeg forestiller mig, at eleverne er interesserede i, og som der bliver arbejdet med i undervisningen. Det er klart, den type emner fylder meget, og som eleverne selv diskuterer indbyrdes, siger Jette Rygaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"