Usædvanligt besøg på Egense Friskole

Tirsdag, 25/05/2010 13:46

EGENSE: Onsdag den 12. maj fik de ældste elever på Egense Friskole en ekstra oplevelse. De fik nemlig besøg af en af skolens tidligere elever, som nu er jægersoldat, siger Lene Brodersen, tidligere lærer på skolen. Han medbragte film og forskelligt udstyr og fortalte om uddannelsen til og livet som jægersoldat. Uddannelsen er hård med megen træning. Der blev bl.a. vist en film om faldskærmsudspring. Og så blev det stærkt understreget, at i den gruppe, man er tilknyttet, er fællesskabet drivkraften, udtaler Lene. Man er fuldstændig afhængige af hinanden i gruppen og skal kunne stole 100 % på hinanden i de livsfarlige situationer, man kan komme ud for som jægersoldat. Opstår der uenighed eller problemer mellem medlemmerne af gruppen, løses de her og nu. Noget som eleverne godt kan lærer af, siger Lene Brodersen.
Der blev fortalt om livet som udsendt soldat i Afghanistan. På filmklip kunne man se, at landskabet i området ligner et dansk landskab med marker og skove, men den store forskel er varmen. Der kan være op til 60 grader, så der skal mange, mange liter vand til, når man er på patrulje med 40 kg udrustning. Soldaterne tilbringer megen tid i lejren med socialt samvær. Når de bevæger sig udenfor, er de godt beskyttede med skudsikre veste, hjelme m.m. Soldaternes opgave er dog ikke at føre krig, men at være med til at opbygge landet og føre det frem til nutidige tilstande. Mange ting i Afghanistan er som hos os for et par hundrede år siden, siger den tidligere lærer på skolen.
Besøgets højdepunkt for eleverne var, da de fik lov til at prøve noget af soldatens udstyr - skudsikker vest, camouflagedragt og hjelm - og fik lov til at holde hans våben, og det var med stor beklagelse, at de lod ham gå igen, udtaler Lene Brodersen.
Den dag vil med garanti ikke gå i glemmebogen hos eleverne, der gik hjem en stor oplevelse rigere, slutter Lene.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"