Urimeligt ikke at blive testet

Af Ture Damtoft, Onsdag, 25/03/2020 07:00

VESTHIMMERLAND: - Jeg er usikker på, hvad sundhedsministeren mener med at være mere aggressive med tests for corona.

Det siger formanden for Akut- og Praksisudvalget i Region Nordjylland, Mogens Ove Madsen (S), om sin partifælle.

Formanden er især overrasket over, at sundhedspersonale fortsat ikke får tilbudt tests.

Trods udmeldingen om flere tests i søndags, bliver læger, sygeplejersker, hjemmehjælpere og SOSU assistenter stadig ikke tilbudt en test, når de udviser COVID-19 lignende symptomer.

- Det er absurd. Det er jo dem, som er knudepunkter lige nu, og som kan risikere at sprede smitten til sårbare mennesker, siger Mogens Ove Madsen

Han erkender, at det er en ekstraordinær situation, men ønsker bedre håndtering - og hellere denne time end i aften.

Utraditionelle løsninger

Hos Vesthimmerlands Kommune er sundhedsdirektør Anne Krøjer i løbende dialog med både personale og regionen angående test for corona.

Der er ikke rigtig sket noget nyt siden torsdag, hvor regionen meldte ud, at de arbejdede på en løsning.

- Vi har personale, som vi gerne vil have testet og har fået oplyst af regionen, at de er i fuld sving med at få lavet en løsning, men vi vil stadig gerne vide hvordan og hvornår. Vores personale oplever at blive afvist, når de henvender sig til deres praktiserende læger. Det er nok et udtryk for, at det ikke er der løsningen skal findes, men vi skal finde ud af hvordan, siger Anne Krøjer og understreger igen, at personalet skal blive hjemme hvis de syge.

- Men mange går jo på arbejde med en let forkølelse, og det vil vores personale også gerne, når de véd, det er forsvarligt, siger Anne Krøjer.

Hun oplever ikke problemer med bemandingen i pleje- og sundhedssektoren i kommunen.

Derimod er det også begyndt at knibe med værnemidler. Der er et lager til både kommunen og private, som varetager plejefunktioner. Der kommer løbende forsyninger, men der er også blevet taget lidt utraditionelle metoder i brug.

- Vi har været ude på de lukkede skoler og ribbet dem, for det vi kunne finde. Vi har også været i Herning for at hente værnemidler, også blev vi kontaktet af et privat firma, som hellere ville sælge til os end til private kunder - vi købte selvfølgelig fluks alt det vi kunne, siger Anne Krøjer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"