Ur Stien dækket af sne

Tirsdag, 26/01/2010 15:07

VAARST: Mange beboere i Vaarst kender allerede stien rundt på toppen af den gamle grusgrav, der er placeret centralt i Vaarst med hovedindgang fra Vaarstvej, men måske er der alligevel nogle af Jer, der bor i omegnen af
Vaarst, som endnu ikke er blevet beriget med denne oplevelse.
En gruppe under Borgerforeningen har stiftet Foreningen Vaarst Uret.  
Denne forening drømmer om, og arbejder på at gøre byens grønne område endnu mere attraktivt.
Aalborg kommune har lovet Foreningen Vaarst Uret, at de vil sørge for at rydde stien en gang årligt, hvis de kan se at stien bliver brugt flittigt.

To rundture
Foreningen Vaarst Uret besluttede derfor i efteråret 2009 at indvie stien i samarbejde med Skolefritidsordningen på Vaarst Friskole.  
Der blev opsat et par skilte, de to steder man kan vælge at starte sin tur rundt.  
Man kan således enten vælge den stejle opgang ”Mod Uret eller den mere moderate opgang ”Med Uret”.
Hvis man ikke holder alt for mange pauser for at nyde natur og ikke mindst udsigt, varer turen rundt 15 - 20 minutter.  
De fine skilte, der viser rundt, er lavet af byens børn i samarbejde med personalet i skolefritidsordningen.

Stien har nu fået navn  
Stien havde imidlertid ikke noget rigtigt navn, derfor blev byens borgere bedt om at deltage i en konkurrence, hvor der kunne stemmes på navnene Urstien, Klokkestien eller Uret Rundt.  
De der havde stemt på det navn, der fik flest stemmer, deltog efterfølgende i en lodtrækning om et gavekort til Dagli´ Brugsen i Gudumlund.
Den heldige vinder blev Tine Bak Hilker, som havde stemt på navnet Ur Stien.
Gavekortet er blevet overrakt den glade vinder, og hvad gør, det så, at der er faldet ½ meter sne - ikke det mindste.  
Nu mangler der så blot et fint stort skilt, hvorpå der står Ur Stien, men måske det er endnu en opgave for de kreative elever på Vaarst Friskole.
Til sidst en lille opfordring fra Foreningen Vaarst Uret ” Husk nu at komme ud og at opleve naturen, få en masse motion og frisk luft - her var det en mulighed at smutte forbi Ur Stien i Vaarst,- nu eller når den halve meter sne er tøet.  
Ur Stien er en god udfordring og en fornøjelse i al slags vejr.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"