Unges trivsel og fællesskaber er sund fornuft

Af Torsten Hansen, Tirsdag, 07/07/2020 12:34

Radikale Venstre har overrakt årets Radikale Pris

VESTHIMMERLAND: Radikale Venstre Vesthimmerland overrækker hvert år Den Radikale Pris, til en person som har gjort en særlig indsats i Vesthimmerland. I år gik prisen til formand for Ungerådet, Mikkel Due-Hansen, som tak for hans indsats for at ungehuset Hotspot i Aars skulle blive en realitet.

- Unges trivsel ligger os meget på sinde i Radikale Venstre, og vi ville ønske, at alle havde samme forudsætninger for et godt børne- og ungdomsliv, men det er desværre ikke tilfældet. I Radikale Venstre tror vi på, at fællesskaber kan gøre en forskel. Alle mennesker har behov for at mærke, at de ikke er alene, og behov for at mærke, at de bidrager med noget til fællesskabet, siger Gitte Lopdrup, regionsrådsmedlem for Radikale Venstre.

I fem år har Mikkel Due-Hansen, som formand for Ungerådet, kæmpet for at unge i Vesthimmerland skulle have et sted at mødes. Hans og Ungerådets vedholdende og velargumenterede arbejde, har haft en afgørende betydning for, at det helt unikke ungemiljø er blevet realiseret i form af Hotspot. Der er skabt et miljø, hvor alle unge fra hele Vesthimmerland kan føle sig velkomne og mødes på kryds og tværs.

- Hvis der skal ske noget i provinsen og i lokale miljøer, så er der brug for, at der er nogen der tager teten. Der er brug for ildsjæle. Sådan én er Mikkel. Han går forrest og gør en positiv forskel for andre. Mikkel er optaget af gode fællesskaber, hvor den enkelte trives og hvor man tager ansvar for hinanden. Det er sund fornuft på nordjysk, siger Gitte Lopdrup.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"