Ungdommens rådgiver prædikede i Sønderholm

Onsdag, 01/04/2009 14:21

Gennem 36 år har Tine Bryld rådgivet unge. Nogle har hun fulgt i mange år, og mange vil sikkert huske hende, først og fremmest som den beroligende, undersøgende og rådgivende stemme i radioens P4 program »Tværs«.
I sidste uge besøgte Tine Bryld Sønderholm, hvor hun indledte sit besøg med en prædiken i Sønderholm Kirke.
Et stort publikum havde fundet vej til kirken, hvor også den nye kirkesanger Jona Bové sang og spillede.
Efterfølgende havde publikum lejlighed til at møde Tine Bryld i Sønderholm Sognegård, hvor hun fortalte om situationer og sine mange erfaringer med rådgivning af først og fremmest ungdommen.
Af samme grund havde sognepræsterne Sussie Foged og Jørn Skøtt Andersen inviteret tidligere konfirmander med til arrangementet, idet netop denne gruppe af unge er central for den rådgivning og de problemer, Tine Bryld beskæftiger sig med.
– Jeg gør mig altid klart hvad det er for et menneske der ringer, sagde Tine Bryld under foredraget i sognegården, og understregede sin evne til at komme helt tæt på de unge og deres problemer – også selv om det foregår via et telefon interview i radioen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"