Ukrainere får hjælp fra Aars til rent drikkevand: Fire Rotary klubber sender udstyr til vandrensning

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 01/02/2023 08:30

AARS: Der er i øjeblikket stort fokus på at levere våben og varmt tøj til Ukraine. En af de andre ting, de krigsramte ukrainere mangler, er rent drikkevand. Det blev et emne, da Rotary i november deltog i en international dag i Aars med udstilling af overlevelsesboksen WaterSurvivalBox.

Boksen indeholder basalt udstyr til overlevelse i en katastrofesituation, og bliver i stort antal sendt til katastrofeområder rundt om i verden.

Det vigtigste indhold i boksen er et vandrensningsfilter, der betjenes manuelt og kan rense tilfældigt overfladevand til rent drikkevand. Filteret har en kapacitet på et par liter i minuttet, og fungerer helt uden kemiske stoffer.

På udstillingen i Aars kom flere ukrainere og spurgte til, om man kunne købe vandfilteret, som kunne gøre en stor forskel for deres familier hjemme i Ukraine. Det affødte tanken om at sende et antal filtre til krigshærgede områder i landet.

Rotaryklubberne i Aars, Han Herred, Pandrup og Aabybro gik sammen om at skaffe penge til indkøb af filtre, og beløbet blev gjort større med hjælp fra to Rotary fonde, så resultatet blev 100.000 kr., som kunne betale knap 300 filtre.

Og da ordren blev afgivet til den engelske producent, fandt de projektet så godt, at de uden beregning leverede yderligere 100 filtre.

Den engelske WaterBox organisation, som har basis i en Rotary klub i Sydengland, tilbød at stå for pakning og forsendelse af filtrene. Det var så generøst et tilbud, at tre nordjyske rotarianere i begyndelsen af januar rejste til England for at hjælpe med pakningen. Og igen skabte projektet stor opmærksomhed, idet Peter Eigenbroth fra Han Herred Rotary Klub blev interviewet til det britiske BBC om initiativet.

Filtrene ankom sidst i januar til Lviv i Ukraine, hvor en lokal Rotaryklub sørger for distribution til nødlidende familier i krigszonen. De 400 filtre vil kunne forsyne 3-4.000 mennesker med rent drikkevand.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"