Ugens film i Kinorevuen

Onsdag, 23/09/2015 09:36

SKØRPING: Kinorevuen i Skørping viser i denne uge bl.a. følgende nye film:

Klovn Forever
Den længe ventede opfølger til mastodontsuccesen  Klovn - The Movie, som tog Danmark med storm i 2010. Her blev filmen både en gedigen kritikersucces med flotte anmeldelser hele vejen rundt og én af de bedst sælgende danske film i nyere tid.
Fem år er gået siden sidst, og Casper og Frank står ved en skillevej. Hvad er det de vil? Og hvad betyder de egentlig for hinanden, når det kommer til stykket? Venskabet sættes på den ultimative test, og undervejs udsætter Casper og Frank sig selv og hinanden for deres livs prøvelser - både i trygge omgivelser herhjemme og tværs over Atlanten i Drømmenes By, Los Angeles. Her flytter Casper hen for at forfølge sin karriere, men for at redde venskabet sætter Frank efter ham… I sidste ende må de to venner stille sig selv spørgsmålene: Eksisterer der overhovedet sådan noget som ”venner for evigt”? Og hvad skal man hævne, og hvad skal man tilgive her i livet? Én ting er sikkert... Nu er det alvor!

Maries historie
Vi møder filmens titelperson, Marie Heurtin, i 1800-tallets Frankrig, da hun er 14 år. Marie er både blind og døv og ude af stand til at kommunikere. På trods af rådgivning fra en læge, der mener, at hun er “dum”, kan Maries far, en ydmyg håndværker, ikke få sig selv til at indlægge hende på en sindssygeanstalt. Fortvivlet opsøger han Larnay Institute nær Poitiers, hvor nonner tager sig af unge døve kvinder. Søster Marguerite, (spillet af Isabelle Carré) en ung nonne, tager dette “vilde lille dyr” under sine vinger og gør alt hvad hun kan for at få Marie ud af mørket. Søster Marguerite udfordres af mange tilbageslag, men hun er bevæbnet med sin glade tro og kærlighed til unge Marie, og kæmper ufortrødent videre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"