Ugens film i Kinorevuen

Onsdag, 02/03/2016 08:40

SKØRPING: Kinorevuen i Skørping viser i denne uge bl.a. følgende nye film:

Den danske pige
Lili Elbe bliver født som Einar Wegener og lever som sådan, indtil Einar møder Gerda på kunstakademiet.
De bliver forelskede, gifter sig og lever begge som kunstnere – Einar noget højere anskrevet for sine landskabsmalerier end Gerda for sine portrætter.
Men i deres tætte følelsesmæssige og arbejdsmæssige samarbejde opstår der en metamorfose for dem begge:
En dag skal Einar stå model for Gerda i en kjole, og i det øjeblik dukker Lili endelig frem til overfladen.
Efter den første forvirring er Gerda klar til at acceptere sin elskede for det, hun er, men omverdenen – selv ikke kunstnerkredsen i København – er helt så forstående, så parret drager til Paris, hvor Lilis mod til at bære sin sande identitet inspirerer Gerda til at finde sin sande identitet som kunstner.
Men tøj, parykker og makeup er ikke nok for Lili, og med støtte fra Gerda opsøger hun en tysk læge, der indvilger i fysisk at fuldende forvandlingen.

Hil Cæsar
Det er ikke underligt, at Eddie Mannix plages af moralske skrupler. Hans job er at holde Capitol Pictures image skinnende blankt – og gerne glamourøst. Pressen i de tidlige 1950’ere lapper gladelig billederne af stjerner til premiere i sig, men bag kulissen må Mannix sørge for, at den knapt så glamourøse sandhed ikke kommer frem: fordrukne stjerner, letlevende starletter, udenomsægteskabelige affærer – og deres resultater – vold, homoseksualitet og endog kommunistiske synspunkter! Om dagen holder Mannix styr på, at de selvhøjtidelige instruktører arbejder med de kontraktskuespillere, de er blevet anvist, og at religiøse ledere kan sige god for det seneste bibel-epos. Om natten redder han skuespillere fra kompromitterende situationer, betaler folk for at holde kæft.

Eddie The Eagle
Oplev den inspirerende feel-good historie om Michael Edwards, der er bedre kendt som ”Eddie the Eagle” – den mest berømte skihopper i britisk historie. Helt fra barn har Eddie en eneste drøm – han vil deltage ved de Olympiske Lege, hvad end det så kræver. Han er ikke særlig atletisk og prøver mange forskellige sportsgrene, før han finder frem til, at skihop må være hans vej til OL. Eddie kaster sig ud i det ene halsbrækkende spring efter det andet, og han når sjældent halvt så langt som sine konkurrenter. Han får hjælp af en tidligere skihopper (Hugh Jackman), og det lykkedes ham at forbedre sin teknik tilstrækkeligt til at kvalificere sig.

Bodil Live
Danske lokalbiografer vil lørdag d. 5. marts 2016 kunne slå dørene op for Bodilprisen live: En national livestreaming af Bodilprisen 2016 og en eksklusiv fejring af dansk film med lokale filmfester over hele landet.
Det er med stor glæde at Danske Filmkritikere nu kan offentliggøre, at Danmarks ældste filmpris bliver en landsdækkende begivenhed.
Ønsket er at bruge Bodilprisen som afsæt til at skabe fokus omkring dansk filmkunst, og den kvalitet den danske filmbranche står for.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"