Uforbederlig Nibenit runder de tre snese

Torsdag, 24/06/2010 03:32

»Nibe-Madsen« står der at læse i hans e-mail adresse, og det er ganske vist.
Om nogen vedkender tidligere Venstre-borgmester Jens Østergaard Madsen sig til at være Nibenit, og som få har han kæmpet for at give den snart 283 år gamle købstad ekstra gejst.
På mandag den 28. juni runder han så de tre snese af år – købmandssønnen fra Gammeltorv i Nibe, der efter skolegangen, først blev sælger af det – efter hans egen mening – eneste rigtige bilmærke, nemlig Volvo. 
En eksamen som assurandør blev det til, og han var klar til at videreføre legendariske Høy Simonsens agentur for Forsikringsselskabet TRYG i Nibe. Her blev det til i alt 21 år, inden han ved tiltrædelsen som borgmester i 1998 kvittede et job som kundechef i TRYG’s erhvervsgruppe. Forud for valget til borgmester, var gået sammenlagt 12 år, hvor han i store dele af fritiden dyrkede alle sine tre interesser: Politik, politik og: Politik. Mellem politiske venner og »fjender« var han agtet – og ind imellem også frygtet for det politiske talent, som gradvist gav resultater, men ind imellem også politiske »øretæver«.
Blandt de mere utraditionelle resultater ses den dag i dag Nibes renseanlæg, som turister og fremmede regner for byens hotel, men som retteligt er et renseanlæg – og som i folkemunde bærer navnet »Østergaardsminde«.
Partiet Venstre har gennem hele den politiske karriere også gjort stort brug af hans evner som organisationsmand. Som såvel lokalformand, kredsformand og amtsformand, som medlem af partiets hovedbestyrelse m.m. – og efter borgmesterdagene var han gennem ca. halvandet år, op til sidste års kommunalvalg, rådgiver for landets Venstrepolitikere i byråd og regionsråd. Et job for partiorganisationen, der ifølge fødselaren, passede ham godt, da der var alle muligheder for at »støbe politiske kugler« og rådgive i forlængelse af mange års erfaring – og så alligevel lade andre om at føre den aktive politik ud i livet – uden selv at måtte tage eventuelle øretæver. 
Fødselaren er i dag tilknyttet Venstres undervisningsafdeling og er medlem af Venstres udviklingsudvalg.
Gennem ni år som borgmester i Nibe Kommune var Jens Østergaard Madsen en central figur i det opsving, Nibe Kommune fik andel i, og som resulterede i et regulært bygge-boom i Nibe by, med virkninger også i bl.a. Bislev og Valsted. Også omverdenen fik øje på Nibe i dén periode, og kommunen var blandt de steder i Danmark med højest boligvækst.
Efter borgmestertiden har Jens Østergaard Madsen helliget sig interessen for kunst, og er formand for Kulturelt Samråd i Nibe, og tillige formand for »Tænketanken Nibenit«, der det seneste års tid har virket for fortsat at holde Nibes udvikling i gang, og give liv til nye ideer, der kan styrke livet i den gamle købstad.

Jens Østergaard Madsen lægger ikke skjul på, at tiden efter borgmestergerningen har givet ham mere tid til familien - her hustruen gennem 38 år Ketty og deres fire børn og børnebørn.
Dagen fejres med »Åben Brunch«, privat, i den gamle apotekerbygning i Nibe.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"