Udstilling på Spillemands- Jagt og Skovbrugsmuseet i påsken

Tirsdag, 30/03/2010 10:48

Med billedkunstneren Pia Bruun Jørgensen og afdøde pottemagere Viggo Kyhn og Chris Moes.
Museet udstiller i caféen Pia Bruun Jørgensens levende og glade billeder. Hendes billedverden i rene klare farver er fyldt med planter, dyr (specielt katte) og musik.  Kunstneren, der udover at være maler også er musiker og komponist, lader ofte den musiske del af sit liv blive en bestanddel af sine billeder. Musiske temaer samt rytmiske mønstre ses ofte i hendes kunst. Pia Bruun Jørgensen beskrives som en finurlig og omhyggelig arbejdende kunstner med sans for både poesi, magi og trylleri.
I selve museet vil det være muligt at se en samling med nogle af vores to lokale afdøde pottemageres Viggo Kyhn og Chris Moes’s arbejder. Viggo Kyhn født i 1923 i Næstved. Fra 1960 til sin død i 1989 var Viggo Kyhn udøvende pottemager i Skørping med eget værksted. Viggo Kyhn drev en rentabel forretning som pottemager i Skørping og produktionen var stor. Med tiden nød han også stor anerkendelse lokalt for sin store fagle kompetence som udøvende kunstner. Viggo Kyhn insisterede dog på altid at ville kaldes pottemager og ikke keramiker.
Viggo Kyhn var hele tiden eksperimenterende og konstant i gang med nyudvikling. Forskellige trends i tiden blev også taget op, eksempelvis en produktion af tepotter, haner, relieffer og i en periode endog kakkelborde alt sammen i et design, der var fulgt med tiden. Ind imellem fik Viggo Kyhn også deciderede bestillingsopgaver ligesom der også blevet lavet flere unikating.  Kyhn havde faste aftagere til sin keramik hos bl.a. Magasin, Illum, Brandt i Odense samt hos store isenkræmmere landet over.
Af Chris Moes mange arbejder vises i udstillingen såvel museets egne genstande som lånte effekter.  Chris Moes blev født i 1914 i Hanherred.  Moes var både maler og keramiker. Mest kendt ud over sine produktioner var Chris Moes for at have opført og startet kunststedet Roldhøj i 1954.  Beliggenheden i Rebild ved Rebild Bakker, og som nabo til Spillemands- Jagt og Skovbrugsmuseet som nærmeste nabo, fandt han var optimal for at skabe en kunstnerborg med udstillingssal og værksteder.
Drømmen var at lave en nordjysk udgave af den københavnske ”Den permanente”. Gennem seks år drev Chris Moes sammen med sin kone Roldhøj med stor succes. 
I årene herefter og frem til sin død var det keramikken og stentøjet og formidlingen af egnes gamle pottemagertraditioner, der for alvor betød noget for Chris Moes. Som kunstner havde han mange udsmykningsopgaver, og Chris Moes blev nu for alvor en kunstner man lagde mærke til. Stadig var det leret han bevægede sig mest i, men malerkunsten lagde han aldrig helt på hylden.   I de mange år Chris Moes boede i Siem gamle Skole, blev der i stor stil eksperimenteret med ler, glasurer og brændinger. Chris Moes døde i 1998.  
I forbindelse med udstillingen efterlyser museet keramik af Moes og Kyhn, med henblik på at opygge en lille repræsentativ  samling efter de to kunstnere. Det skal ses som i forlængelse  af de kendte pottemagertraditioner i  Rold Skov området.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"