Udlejer tilbyder gratis husleje ved etablering af butik i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 26/02/2020 09:00

Formand: Andre udlejere må også gerne tænke alternativt

AARS: Der er en del tomme butikslokaler i centrum af Aars. Nogle mener, at huslejen for butikslokaler i Aars er for høj.

- Jeg mener ikke, at huslejen er for høj, men jeg er da villig til at prøve noget alternativt, siger Jan Nielsen, Aars C Aps, der ejer flere lokaler på Himmerlandsgade.

- Vi har leget med tanken om at tilbyde en potentiel forretningsdrivende at komme i gang på fordelagtige vilkår. Vi har flere lokaler på Himmerlandsgade 101, hvor virksomheden Skøn Krop og tidligere Nordea har ligget. Vi kunne eventuelt gratis husleje i en periode på nogle måneder. Det kunne måske give en person med drømme om at starte butik, frihed til at komme i gang, og prøve et koncept af, siger Jan Nielsen.

Han har tidligere haft henvendelser fra folk der har haft lyst til at komme i gang, men har fået lidt "ondt i maven" over økonomien.

Helt gratis mener Jan Nielsen dog ikke, at tilbuddet skal være.

- Hvis folk er villige til at betale for forbruget af el, varme og den slags, så tror jeg vi kan finde en løsning, siger han.

- Det er interessant, at en udlejer kigger på andre muligheder. Andre udlejere må også gerne komme med alternative ideer, siger formanden for Aars Handelsstandsforening Mogens Kristensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"