Tricktyve prøver nu også i Aars

Af Ture Damtoft, Torsdag, 25/07/2019 10:24

AARS: Politiet har givet en opdatering på den advarsel om tricktyve, som stod i Aars Avis i går.

Efter et nyt forhold beder de særligt borgerne om at kontakte politiet, hvis man ser en sølvgrå Audi A3 med registreringsnummeret BW 13491.

Indtil nu har tricktyvene holdt sig i den vestlige del af Vesthimmerlands Kommune, men onsdag eftermiddag, 24. juli, var det en beboer på Solbakken i Aars, som blev vækket på en ubehagelig måde.

I sommervarmen lå den mandlige beboer på terrassen og fik sig en lur, men han sov heldigvis ikke tungere end til at blive vækket, da en dør går i.

Beboeren farer op og spørger hvad fa.... den ukendte mand, der står overfor ham, laver på terrassen.

Den ubudne og uvelkomne gæst fremstammer, at han leder efter et hotel, inden han bliver jaget væk fra ejendommen.

Beboeren på Solbakken slap altså med skrækken, men bagefter tænker han over artiklen i avisen med andre eksempler fra Løgstør og Strandby, hvor fremgangsmåden har været identisk.

Han bliver også kontaktet af en kvindelig nabo, der har observeret en bil udenfor adressen, hvori der sad en mand og ventede.

Hun tog endda billeder af bilen, og i fællesskab melder de forsøget på tyveri til politiet, overdrager billeder og giver et signalement af de to mænd.

Målretter indsats

Fung. politikommissær ved Vesthimmerlands Politi, Simon Jacobsen, oplyser, at den identiske fremgangsmåde og næsten identiske beskrivelse af manden på terrassen, giver politiet en stærk formodning om, at der er tale om de samme personer, som altså tidligere har haft held til at stjæle penge og effekter på andre ejendomme i kommunen.

- Bilen er set i andre forhold, og signalementerne passer også sammen. Vi beder folk om at være opmærksomme på den her bil og kontakte politiet, hvis man ser den. Samtidig beder vi folk om at tage sig i agt, hvis man bliver kontaktet på samme måde. Ser de manden, skal de rette henvendelse til politiet, siger Simon Jacobsen.

Manden, der var ind på ejendommen på Solbakken, beskrives som østeuropæisk af udseende, 25-30 år, er 170-175 cm. høj, havde grå t-shirt og jeans på, sorte sko med en hvid kant og en kasket. Han er helt korthåret og har en skallet isse.

Manden i bilen beskrives som jævnaldrende med den anden, iført khaki-shorts og t-shirt og almindelig til slank af bygning.

Politiet ser yderst alvorligt på forholdet og vil nu målrette indsatsen i Vesthimmerland mod de to formodede tyve fra flere sager.

- Andre steder har de sjålet store kontantbeløb, ét sted stjal de 4000 euro, og effekter for store værdier. Vi sender flere patruljer ud, og indbrudsgruppe vest har til dels målrettet deres indsats mod at finde de her gerningsmænd, siger Simon Jacobsen.

Måske billeder senere

Politiet vurderer i øjeblikket, om de vil gå ud med billeder af bil og gerningsmænd. De skal være så godt som 100 procent sikre i deres sag, inden der må offentliggøres billeder af personer - hvilket også er grunden til, at det sker så sjældent.

- I forhold til billedet af bilen har vi nogle muligheder, men vi skal være helt sikre, inden vi frigiver billeder af personer. Her er der en 'smoking gun', og vi har en kraftig formodning om, at det er dem. Vi er derfor ved at vurdere, om billederne skal offentliggøres, og måske kommer der noget senere på dagen, siger Simon Jacobsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"