Træt og glad Marie Bjerre dagen derpå

Af Ture Damtoft, Torsdag, 06/06/2019 09:05

FV 2019: Det tegner til, at Marie Bjerre kommer i Folketinget for Venstre i første forsøg.

- Hold nu op, jeg havde ikke regnet med at få så mange stemmer, siger en glad, og lidt træt, Marie Bjerre, da Aars Avis fanger hende på telefonen torsdag morgen.

- Det har været en god valgkamp, og jeg tror, den holder, siger hun om de foreløbige resultater, for kun Himmerlandskredsen og Mariagerfjordkredsen er kommet med de endelige resultater ud af de ni valgkredse i Nordjyllands Storkreds.

I Himmerlandskredsen er Marie Bjerre den suverænt største stemmesluger med 4542 personlige stemmer - mere end dobbelt så mange som den næste fra Venstre.

Det flotte resultat vil hun dog hellere end gerne dele ud af æren for.

- Jeg har haft så meget opbakning i hele Himmerland. Folk som har foldet breve, lagt dem i konvolutter og har været ude og husstandsomdele dem. Dem som har hængt plakater op, de har været så fantastiske i de otte Venstre-vælgerforeninger i Himmerlandskredsen, siger Marie Bjerre.

I eftermiddag skal hun efter planen i radioen, men med en dronningerunde klokken klokken 11, kan det være hun bliver kaldt til Christiansborg.

Sker det, véd hun godt, hvilken politisk retning hun ønsker.

- Valgresultatet er også Lars Løkkes fortjeneste og det, han har sagt om et bredt samarbejde. Det er jeg enig i. Mette Frederiksen får det vanvittig svært ved at bringe de radikale og Enhedslisten sammen. Det håber jeg, vi kan bruge vores mandater til at finde et samarbejde over midten til gavn for Danmark, siger Marie Bjerre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"