Tour de Pedal for 17. gang

Lørdag, 01/05/2010 23:01

For 17. gang – og dermed traditionen tro, sørger Tour de Pedal for, at maj måned kommer til at stå i cyklens tegn.
Tour de Pedal, som er en landsdækkende aktivitet, har siden 1994 været arrangeret lokalt af Farsø Firma- & Familieidræt.
- Og man må sige, at Tour de Pedal har haft medvind i alle 16. år, fortæller Kristian Kronborg fra Farsø Firma- & Familieidræt, som er Farsøs Tour de Pedal koordinator. Ret så meget, at vi har måttet udvide antallet af starter og startsteder op til flere gange, fortæller han videre.
Sidste år kunne Tour de Pedal registrere i alt 641 ture fordelt på 165 trofaste cyklister, som opnåede at cykle 10.430 km. Dermed blev Farsø nr. 10 på landsplan ud af 38 deltagende foreninger i maj måned.
For fire år siden, blevet tour’en desuden rettet sådan til, at der måtte registreres antal cyklede kilometer fra 1. april - 30. september i en form for udvidet Tour de Pedal. Her endte Farsø sidste år på 15. plads ved at have cyklet 18.540 km., fortæller Kristian Kronborg
4 lokale startsteder
- Så, kom og vær med! opfordrer Kristian Kronborg. Alt i alt tilbyder Tour de Pedal alene i maj måned 44 starter.
Der bliver 5 ugentlige starter fra Lille Torv i Farsø og 2 ugentlige starter fra henholdsvis
Sparekassens P-plads i Hvalpsund og Gatten Møllevej 86 i Gatten samt en ugentlig start fra Kirkens P-plads i Strandby.

Kristian Kronborg har allieret sig med Vibeke Nielsen og Birgit Overgaard i Hvalpsund, Karen Jensen og Bjarne Nørbjerg i Strandby, samt Lisbeth Nielsen i Gatten til at klare det praktiske med turene. Selv vil Kristian Kronborg deltage i de 5 ugentlige starter i Farsø.
- Så, der vil gennem hele maj måned være rig mulighed for at nyde den smukke himmerlandske natur, trække frisk luft og få sig rørt i samvær med andre glade cyklister.
Ture for alle
I Farsø kan der frit vælges imellem motionscykelture på 10-14 km. eller på 15-19 km. Og for de rutinerede er der ture på 20-25., og man begiver sig naturligvis ud på en ny etape/rute hver gang. Cykelturene er på motionsplan, hvilket vil sige, at man får udleveret et rutekort, således, at man kan cykle i helt eget tempo, og dermed er uafhængig af at skulle følge en samlet gruppe. Der vil være 2 personer iført cykelveste, som vil køre på den lille rute i et passende tempo, så alle kan deltage og føle sig trygge på turen.

Efter hver cykeltur udtrækkes der sponsorgaver, og for hver 3. tur kan deltagerne købe et lod, og dermed deltager man i lodtrækning om en splinterny cykel, samt flotte gavekort.
I Hvalpsund, Strandby og Gatten vælges der cykelture på 10 km. og derover, som også foregår på motionsplan i eget tempo. For hver 2 ture kan samtlige deltagere købe et lod, hvorefter man deltager i en lodtrækning om en splinterny cykel fælles for de 3 byer, samt flotte gavekort.

Som en ekstra “gulerod” for de trofaste, kan de, der har cyklet et vist antal ture, tilmed smykke sig med et flot Tour de Pedal diplom den sidste cykelaften.
Lørdagstræf til Aalestrup og Omegn
I midten af maj måned bliver der mulighed for at tage hele familien med på cykeltur til Aalestrup. Der bliver mulighed for at mødes med deltagere fra Farsø, Hvalpsund, Strandby og Gatten. Mødestedet er på stationspladsen i Østrup. Her vil cykelturen starte ad Himmerlandsstien til det skønne landskab omkring Aalestrup. .
Når cykelmåneden maj er ovre, cykles der videre i henholdsvis Farsø, Hvalpsund, Strandby og Gatten, men dog kun 1-2 ugentlige ture. Og disse kilometer indgår som tidligere nævnt i den udvidede Tour de Pedal frem til udgangen af september.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"