Tour de City 2010

Tirsdag, 29/06/2010 14:05

NR.KONGERSLEV: Lørdag d. 12. juni mellem kl. 11 og 12 afholdtes det årlige cykelløb – Tour de City – i Nørre Kongerslev.
Feltet bestod i år af rekordmange ryttere: 28 personer, som selv har været ude at samle sponsorer, der enten kunne støtte med et fast beløb eller et vist antal kr. pr. kørt kilometer. Rent økonomisk blev der også sat rekord, idet der i alt blev kørt 53002 kr. ind. Pengene fra løbet går til NKI (Nr. Kongerslev Idrætsforening) og Nr. Kongerslev-Komdrup Friskole.
Cykelrytterne var en meget blandet flok, hvor den ældste er over 60, og den yngste, Karen Sjørup, på blot 4 år tilbagelagde hele 6 km. på sin cykel med støttehjul. Flot! Derudover var der også en far med sine to små sønner i cykeltrailer bagpå, en tandemcykel og sågar en sofacykel med alverdens udstyr repræsenteret i løbet. Længst cyklede deltagerne fra Team Mia (Søren og Nicolai), som hver cyklede 32 km., mens det højeste beløb blev kørt ind af Anders Jensen, selvom det blot blev til 6 km. tilbagelagt i den magelige sofacykel.
Det var en rigtig hyggelig dag med dejligt vejr, kun afbrudt af enkelte byger, som kort fik de fleste tilskuere til at trække ind i det store telt, der var opstillet til lejligheden på parkeringspladsen ved Nr. Kongerslev-Komdrup Friskole midt i byen. Men ikke så snart var solen fremme, før tilskuerne igen myldrede frem og heppede på de flittige cykelryttere.
Efter løbet var der sild og snaps, frikadeller og kartoffelsalat samt en øl eller en sodavand til sponsorerne, mens børnene fik røde pølser. Vi glæder os allerede til næste år, hvor alle er velkomne til Tour de City 2011!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"