Thit-pris til Lillian Michelsen

Tirsdag, 02/06/2015 15:45

Fra Merethe Christiansen fra Lions Thit Jensen, som stod for overrækkelsen lød det: Det handler om, at vi i Lions Club Thit Jensen gerne vil synliggøre og prise en person, en ildsjæl, som har en speciel betydning og som gør en forskel for enkeltpersoner, grupper af mennesker i denne by og omegn. Et menneske som på grund af gode og smukke egenskaber vil gøre noget godt for andre.
I år er det 7. gang vi uddeler en pris, erkendtlighed, og en måde at gøre opmærksom på en persons frivillige og uegennyttige arbejde for andre.
En speciel ære og glæde i dette 100-året for kvinders valgret skal det være at overrække Thit Prisen til Lillian Michaelsen.
Lillian har, indtil hun gik på velfortjent pension, haft en lang karriere på Farsø Sygehus medicinske afdeling. Først som sygehjælper, dernæst som social- og sundhedsassistent. I mange år var hun en flittig tillidsmand for sine kollegaer. En tillidsmand, som nok forstod at bide ledelsen i haserne med venlige, men bestemte spørgsmål.
Samme arbejdsplads havde Lillian i over 40 år. Dette udløste selvfølgelig en fortjenstmedalje!. Så Lillian har været på besøg hos Dronningen. Patienterne mødte altid en omsorgsfuld og kompetent medarbejder i Lillian.
Det er dog ikke primært derfor, at Lions Thit Jensen ønsker at trække Lillian frem i lyset og give hende denne pris.
Igennem de seneste 20 år har Lillian Michaelsen arbejdet for Farsø egnens Flygtningevenner.

Flygtningevennernes arbejde består i at hjælpe de mennesker, som kommer til Vesthimmerland og specielt til Farsø egnen fra lande med krig og ufred.
Hjælpen kan foregå på mange måder: Det kan være hjælp med at læse og forstå breve fra forskellige kontorer og institutioner. At skrive breve til myndighederne f.eks. ansøgning om børnepenge, boligsikring o.a. At være bisidder ved møder hos kommune, skole eller andre institutioner. At være med ved lægebesøg her eller f.eks. hos speciallæge i Aarhus. At hjælpe med lektier. Kort og godt hjælp til mange daglige opgaver, som vi danskere tager som lette og naturlige opgaver.
Men når det kommer til mennesker, som ikke behersker det danske sprog og ikke kender love og regler, er der brug for mennesker som Lillian, der gerne bruger tid og penge på at hjælpe – megen tid!

Flygtningevennerne arrangerer ugentlig samvær såsom bowling og udflugter. Hver sommer forsøges det at skaffe midler til en sommerudflugt og sende et ungt menneske på en sommercamp.
Hver jul blev der fundet gaver til alle. Brugte, men gode ting, som blev pakket ind hos Lillian. Men da antallet af flygtninge nu er omkring 100 i alle aldre fra omkring 10 forskellige lande, blev det en for stor opgave, så nu er det i stedet blevet til en juleudflugt.
I øjeblikket er der mellem 10 og 15 personer i vores område, der bruger tid og penge på dette humanitære stykke arbejde. Jeg skulle hilse fra Lillian og sige at der altid er plads til flere flygtningevenner.
Der skal også være mulighed for som menneske til menneske bare at lytte, være der med respekt for et menneske, som er langt hjemmefra med længsler og drømme. Lillian har mange gange åbnet sit hjem for en god snak over en kop kaffe eller sammenkomster af større karakter.
Lillian har berettet om en ung mand, som uledsaget kom til vores by. Denne unge mand holdt sin 18 års fødselsdag i Lillians hus. Han fejrede sin studentereksamen samme sted med 72 gæster Han går nu på DTU. En solstrålehistorie som Lilian for en stor del er medvirkende til. Godt at kunne ”gøre en forskel”, som hun siger.
Derfor er det mig en glæde at kunne trække en beskeden og uselvisk person frem i lyset og overrække hende Thit Prisen, lød det fra Merethe Christiansen.              

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"