Temperaturen stiger – og det Hot Sommer i Farsø

Tirsdag, 29/06/2010 22:24

Hot Sommer er de sommeraktiviteter, som butikkerne og Farsø Handelsstandsforening står bag hver mandag i juli måned - tilmed til langt ud på aftenen, for både butikker og aktiviteter vil være i gang til kl. 21.00.
Handelsstandsforeningens sommerudvalg, som står bag aktiviteterne, har fulgt sommertemperaturen i denne uge nøje. Den har nemlig en ikke helt uvæsentlig betydning for kunderne.
For hver mandag morgen kl. 9.00 måles lufttemperaturen på kæmpe termometret, som er opstillet på Store Torv. Den målte temperatur vil nemlig være den rabat som gives på udvalgte varer i butikkerne dagen igennem. I de seneste dage har temperaturen kl. 9.00 ligget på omkring 15-17 grader, så det lover godt for at gøre sig en god handel i Farsø.
Sommeraktiviteterne starter imorgen mandag og det bliver denne gang med torvesalg by-night, hvor butikkerne er rykket på torvet med deres varer.  
Det der helt sikkert vil falde i øje, ud over kæmpe termometret på hjørnet af Store Torv, er at Farsøs centrale plads, har ændret karakter til en sommerlig strand med sand, palmer og boder.
Det eksotiske strandområde, hvortil også en del af Stationsvej vil være afspærret, vil mandag aften fra kl. 17.00 være rammen om torvesalg, calysomusik, Zumba Fitness, Beach Volley, høvdingebold og petanque.
Der er heller ingen grund til at spise hjemmefra, for der vil være salg af lækre eksotiske retter fra Slagter Klausens tilberedningspande. Som dessert vil der aftenen igennem blive uddelt gratis ananas- og melonstykker til at forfriske sig på.
Der kan læses meget mere om Hot Sommer i Farsø – og om mandagens program, i den særlige Hot Sommer avis, som udsendes til samtlige husstande i Vesthimmerland og til sommerhusene på lørdag.                  

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"