Temadag med gratis smagsprøver

Onsdag, 28/07/2010 09:29

Søndag den 1. august er der igen Temadag hos Ravnkilde’s Planteskole i Sørup.
To konsulenter fra Nordjysk Familielandbrug, Birthe Jensen og Rut Jørgensen, kommer og uddeler gratis smagsprøver på sommertærter og pandekager med dejlige bær, som du selv kan dyrke i din egen have.
Frugtbuske er nemme og passer stort set sig selv. De skal ikke sprøjtes, så det er meget sunde bær du høster og mange af dem er fulde af vitaminer. Ud over smagsprøver på tærter og pandekager kan du se og smage på årstidens modne bær. I stedet for den traditionelle usunde slikskål, så prøv at sætte en skål med forskellige friske bær frem til børn og børnebørn. Plant også frugtbuske i nærheden af børnenes legeplads, så de kan gå og spise friske bær og måske servere dem for hinanden som en lille dessert oven på deres “sandfrikadeller” eller “sovs”.
Har du spørgsmål vedrørende frugtbuske, så besvarer man også gerne dem. F.eks. hvilke fordele der er ved at dyrke efterårs-hindbær. Hvordan ser morbær og amerikanske blåbær ud? Kan bær fra fligetbladet hyld spises?
Mange gode grunde til at besøge Ravnkildes Planteskole på temadagen. Samtidig kan du besøge Himmerlands Plantesamling.
Bent vil også udstille nogle af sine flotte ting drejet i træ. Mød op så man får en lige så vellykket temadag som sidste år.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"