Teater i Aars om ”Kunsten at dø”

Af Thorkil Christensen, Torsdag, 28/02/2019 13:08

Kropskomik i verdensklasse i musikhuset

AARS: På trods af den dystre titel venter der publikum en morsom oplevelse, når Vesthimmerlands Teaterforenings bidrag til Kulturugen går over scenen i musikhuset i Aars på mandag. Det er lykkedes teaterforeningen at lave aftale med de to internationalt anerkendte kropskomikere, italieneren Paolo Nani og Kristján Ingimarsson fra Island, som spiller forestillingen ”Kunsten at dø”. Forestillingen spilles mandag, 4. marts.

- Og det er ikke hvert år, vi har to internationalt turnerende kunstnere i teaterforeningen, siger formanden, Karen Margrethe Eriksen, Ertebølle.

”Kunsten at dø” er en finurlig, underholdende og bevægende fortælling om to klovne på toppen af deres karriere. Publikum får et smugkig ind i deres liv på og udenfor scenen, og vil blive forbløffede over klovnenes storartede numre, af deres venskab og deres indbyrdes kamp.

Men klovnerierne har en ende, for en af dem skal snart dø. Som publikum forsøger vi at forstå klovnene, når de tænker på døden på den måde, som klovne nu gør. Og vi er samtidig med til at konstatere noget, vi måske ikke har tænkt så meget på før: At der er et liv før døden.

Forestillingen spilles uden et eneste ord. Det er kropsteater i den klassiske commedia dell’arte-tradition, komplet med lydeffekter som var det stumfilm, italiensk maskekomedie med cirkus, varieté og pantomime og improvisation.

Forestillingen, der er fyldt med humor, gags, musik og poesi, er ikke kun for voksne. Børn fra 10-årsalderen kan sagtens være med, siger teaterforeningens formand.