Tall Ships Races rammer Nibe Festival 2019

Onsdag, 27/01/2016 01:21

Der var stor glæde i Aalborg – og hos Aalborg Kommune, hvor borgmester Thomas Kastrup-
Larsen siger:
– Vi er stolte og begejstrede for at være udvalgt til at være del af The Tall Ships Races 2019, hvor Aalborg Kommune netop er blevet tildelt værtskabet for starten.

Samme begejstring vakte det ikke umiddelbart hos Nibe Festival organisationen, for Tall Ships Races på Aalborgs havnefront rammer nemlig kommunens hovedby på nøjagtig samme tidspunkt som Nibe Festival i 2019 for 35. gang ruller sig ud i Skalskoven.

På mødet med repræsentanter for sine 4000 frivillige medhjælpere sagde bestyrelsesformand for Nibe Festival Thomas Larsen imidlertid til den valgte placering af Tall Ships Races 2019, at man i festivalorganisationen nok undrer sig over ikke at være blevet orienteret, men vi er i Nibe ikke af den støbning, at vi blot smider håndklædet i ringen. Derfor: Tillykke til Aalborg med at være vært for Tall Ships Races 2019. Vi vil dog fra Nibe Festival lægge an til at tage konkurrencen op – og holde en konstruktiv dialog om udviklingen og det faktum, at der i Aalborg formentlig kommer mange gratis koncerter på havnen, mens vi i Nibe tager entre. Imidlertid er vi ret sikre på, at Nibe Festival kan tilbyde noget andet og mere, så vi begge steder vil give publikum de forventede oplevelser.
Rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune Mads Duedahl (V) var gæst ved Nibe Festivals møde med medhjælperrepræsentanterne, og han sagde til medhjælperne og til festivalledelsen, at det altid er vigtigt at holde dialog om udviklingen af de kulturelle tilbud. – Jeg har personligt ikke haft indflydelse på placeringen af hverken Tall Ships Races 2019 eller andre kulturelle udbud i Aalborg, men jeg kan garantere, at min dør altid star åben for dialog om eventuelle spørgsmål, som har betydning for Nibe Festival i forhold til, hvad der i øvrigt foregår i Aalborg. Nibe Festival er et unikt kulturbrand, som vi i Aalborg Kommune er virkelig stolte af at have med i paletten, og alene antallet af medarbejdere og den indsats der lægges herfra, aftvinger respekt, sagde Mads Duedahl til de mange foreningsrepræsentanter.

n

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"