Talentudvikling på Støvring Gymnasium

Onsdag, 12/05/2010 11:24

STØVRING: Talenterne myldrer frem som forårsblomsterne i skovbunden i disse uger. Næppe havde solen fået magten, før Emilie Glarbjerg fra 3.b på Støvring Gymnasium vandt en flot anden pris i den landsdækkende konkurrence Unge Forskere. Emilie skal til sommer præsentere sit epidemiprojekt i Kina, hvor hun deltager i en naturvidenskabs-camp i Beijing.
I den nyligt afholdte konkurrence Nordjyllands Naturtalent 2010 opnåede elever fra Støvring Gymnasium to andenpladser. Det var igen Emilie Glarbjerg for hendes projekt i matematik og biologi og så var det Morten Lindberg fra 3.a for hans fysik- og matematikprojekt om regnbuen. Emilie og Morten fik ud over ros og ære, hver en check på 1.000 kr.
Også indenfor det musikalske område myldrer talenterne frem. I den lune forårsluft den 28. april samledes over 700 spændte og forventningsfulde elever, forældre og søskende til et festligt program, hvor især 1.g-eleverne viste deres musikalske talent.  
Der blev lagt ud med Melodi Grand Prix, hvor skolens seks 1.g-klasser konkurrerede om at lave og fremføre den bedste schlager. Tekst, musik, dans og scenografi stod eleverne selv for, godt støttet af hver deres musiklærer. 1.b løb med sejren for sangen “Achilles hæl”, tæt fulgt af 1.f med “Legenden om den snu hejre”. Ud over æren får vinderklassen retten til at være førstevælger af sofagruppe i skolens fællesareal.
Mens dommerne votere, var der koncert med skolens 2.- og 3.g-musikhold og skole-orkestret Silver Soul. Gæsterne blev ledt gennem aftenens program af de charmerende værter Cecilie Nøhr og Esben Frederiksen fra 3.g.
Festen sluttede med et par timers caféhygge i de af 2.g-klasserne indrettede caféer på skolen.
Seneste nyhed er, at Støvring Gymnasium har opnået den store ære at blive Confucius Classroom. Det er en anerkendelse fra det kinesiske undervisningsministerium i Beijing, og gives til skoler verden over, som arbejder for udbredelse af kinesisk sprog og kultur. Den 26. april underskrev rektor Jens Nielsen sammen med direktøren for Confucius Institute på Aalborg Universitet, Xiangyun Du, papirerne. Til august følger en ceremoni på gymnasiet, hvor også repræsentanter for Confucius Institutternes hovedkvarter i Beijing deltager. Med denne udnævelse og det fremtidige samarbejde, får kinesiskeleverne på gymnasiet endnu bedre mulighed for at udvikle deres sproglige talenter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"