Syg med job i Rebild

Onsdag, 09/06/2010 11:00

Sygdom er en alvorlig sag, og vi kan alle blive ramt. Men vidste du, at mange langvarigt syge gerne vil fortsætte på jobbet – og godt kan? Og vidste du, at risikoen for aldrig at vende tilbage til arbejdsmarkedet stiger i takt med længden på sygefraværet?
Beskæftigelsesministeriet turnerer for tiden landet rundt med en landsdækkende kampagne om langvarigt sygefravær. Den 27. maj nåede turen til Rebild Kommune. Dagen blev brugt til at dele foldere ud og snakke sygefravær med ansatte og ledere i kantiner og kaffestuer på arbejdspladser i kommunen, blandt andet SBS, Hydrema, Mastruplund Ældrecenter og Skørping Skole
  - Kampagnens budskab er, at det er vigtigt at have dialog på virksomhederne om langvarigt sygefravær, og at de ansatte og lederne tænker på forskellige muligheder for hvordan den sygemeldte kan bevare kontakten til arbejdspladsen, måske endda arbejde under langvarig sygdom enten med tilpassede opgaver eller på nedsat tid, siger kampagnemedarbejder Paula Ivertsen.
Kampagnen blev fulgt op den 1.juni med en konference om sygefravær. De indbudte var virksomhedsledere og praktiserende læger i Rebild Kommune. Konferencen var arrangeret af Jobcentret og blev holdt på Mekoprint i Støvring. Blandt oplægsholderne var Jason Watt og fraværskoordinator Hanne Holm Andersen fra Siemens Wind Power.
Hanne Holm Andersen fortalte om de menneskelige og økonomiske gevinster ved at have en målrettet indsats mod sygefravær og Jason Watt inspirerede deltagerne med sin beretning om kampen tilbage til livet efter en motorcykelulykke. Jason fortalte blandt andet, at det handler om mod og viljestyrke og at sætte sig nogle klare mål, store som små, når man skal kæmpe sig tilbage fra en håbløs situation.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"